Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Rorsmand Theis Palm, bådejer Kasper Harsberg og Kim Dahl Hansen kunne gå på vandet, da vinden tog til i Ebeltoft. De sluttede af med tre førstepladser og vandt sikkert Folkebåds-DM. Arkivfoto fra 2021: Per Heegaard

DM-guld i Folkebåd til Theis Palm og co. - tog tre førstepladser da vinden kom i Ebeltoft

Theis Palm, bådejer Kasper Harsberg og Kim Dahl Hansen tog Folkebåds-DM guld. De sluttede af med tre førstepladser i 8-10 m/sek. Morten Henriksen og Anders Sunke tog hhv. sølv og bronze. Interview med sejlmageren Palm, der har vundet meget men ikke et DM i Folkebåd før nu.

Af Troels Lykke |

Den 62-årige North Sails sejlmager og sælger og tidligere OL-landstræner Theis Palm har vundet mere end de fleste, så som VM i H-båd, Yngling, Drage, 1/4 ton, men også Gold Cup i Folkebåd, men rorsmanden har aldrig vundet et DM i Folkebåd.

Men nu skete det fornylig under DM i Ebeltoft, hvor et pænt felt på 30 af de tunge, men velsejlende Folkebåde deltog.

Kæstel tyvstartede to gange

Favoritterne var Søren Kæstel, Theis Palm og sidste års DM-guldvinder i klassen Morten Henriksen, der dog ikke har sejlet meget Folkebåd i år og derfor ikke var helt hvor han plejer, men Henriksen fra Kerteminde tog sølv, mens Søren Kæstel røg ned i rækkerne på en samlet 9. plads, efter to tyvstarter i de ni sejladser, der blev sejlet.

Men Theis Palm gjorde det godt i Kasper Harsberg Folkbåd, hvor Harsberg, tidligere gast for Kronprinsen i Drage og mange andre, gjorde det godt med den 3. gast Kim Dahl Hansen, der er en erfaren Folkebåds-sejler. 

Palm: Vi slog konservativt på banen

Og det var ikke kun i det hårde luft at de tre tunge sejlere kunne få deres Folkebåd, DEN 813 Ella til at sejle, for efter et par dage lå de helt fremme da der var let mellemmuft, men da vinden tog til søndag med 8-10 m/sek., blev deres konkurrenter sat til vægs, da Palm og co. satte tre førstepladser ind. I alt leverede trioen fem førstepladser.

Theis Palm, der nu er på ferie på Spanien, siger i dag til minbaad.dk om DM-guldet.

- Vi var tre gode sejlere om bord, men vi vandt på konservativ taktik, tog ingen chancer (udover en enelt tyvstart som Palm er kendt for, red.). Vi var ikke på fløjene og vi startede på midten af startlinjen så vi kunne slå når vi ville og sejle frit.  På læns sejlede vi os fri og fik fri vind. Vi gik samme fart som Kæstel og Henriksen, men på sidstedagen kom der vind og der stak vi af med tre førstepladser på god bådfart, forklarer Theis Palm.

Om stævnet fortæller bådejeren og gasten Kasper Harsberg fra Hellerup Sejlklub på facebook:

- I et stærkt felt lykkedes det os at vinde DMTusind tak til alle de frivillige, Grenå sejlklub og FABLE for at organisere et fantastisk stævne på land og på vandet.

Resultater fra DM i Ebeltoft

content-loader
content-loader
content-loader