Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Et bredt deltagerfelt på 121 både var til start i AFI 2Star Race 2022. Foto: Peter Brøgger

Efter seks års Folkebåds-dominans vinder Melges 24 AFI 2Star Race

Traditionen er brudt i AFI 2Star Race. Melges 24-sejlerne Joakim Dichman og Kim Haugaard modtog søndag Damernes Pokal i det rekordstore felt på 121 både. Også en ny pokal i AFI-sammenhæng, Kalø Pokalen, blev indviet.

Af Sara Sulkjær |

Året er 2016. Michael Belvad og besætning kan stille sig øverst på podiet i AFI 2Star Race. Deres Nordiske Folkebåd har efter måltal sikret dem en førsteplads i doublehand-sejladsen fra Aarhus til Samsø og retur. 

Historien gentager sig. Helt frem til i år - kun afbrudt af den aflyste sejlads i manglende vind i 2018 - har Folkebådene sat sig solidt på podiepladserne i den populære sejlads.

Men ikke i 2022. Her lykkedes det i weekenden endelig Melges 24'eren med Joakim Dichman og Kim Haugaard at hive Damernes Pokal i hus.

Spilerne kunne holde fri

Det sker efter, at sejlerparret i 2018 ellers lå til sejr. I den svage vind nåede ingen af deltagerne dog i mål indenfor tidsfristen, og arrangørerne droppede derfor at udpege en samlet vinder af sejladsen.

Anderledes blev det i år. Op til ti sekundmeter ventede de i alt 121 startende både, der er ny deltagerrekord for sejladsen:

- Sejlerne havde fint vejr, hvor lørdagen bød på gode udfordringer med vind fra ingenting til +10 m/s og det i kryds til foran for tværs. Det blev ikke spilernes dag, forklarer stævneleder Kenneth Meier-Andersen fra Aarhus Sejlklub i en pressemeddelelse.

Også søndag valgte de fleste deltagere at give spileren en fridag. Et fint kryds nedenom Samsø var her på programmet, mens en halvvind ventede det sidste stykke mod Aarhus.

Ny pokal til nummer to

Her gik sejlerne i mål til øl og grillpølser, ligesom årets stævnevindere blev modtaget af klapsalver, da de stolt kunne løfte Danmarks ældre kapsejladstrofæ, Damernes Pokal i vejret.

En pokal, der som noget ganske nyt fik selskab af et tilsvarende trofæ, Kalø Pokalen. Med en fødselsattest fra 1921 er trofæet en smule nyere end det traditionelle, men historien er ligeledes et lyt værd:

- Den har været aktiv vandrepokal, indtil Jens Erik Hansen og Ole Østergaard Thomsen fra Aarhus Sejlklub vandt Kaløsejladsen tre år i træk og dermed blev indhaver af den. Kalø Pokalen har således ikke været aktiv i et par årtier, men nu er det slut, fortæller Kenneth Meier-Andersen.

Med betingelse af at pokalen skal forblive Aarhus Sejlklubs ejendom har Jens Erik Hansen og Ole Østergaard Thomsen doneret den til klubben, hvor den benyttes som vandrepokal ved stævner afviklet af Aarhus Sejlklub.

Her kan overaltvinder nummer to i AFI 2Star se frem til at modtage pokalen - men kun, hvis båden ikke er af samme bådklasse som overaltvinder nummer ét, påpeger arrangørerne.

Årets pokalvindere:

Overaltvinder #1 med Damernes Pokal: Joakim Dichman og Kim Haugaard fra Melges 24, Randalin

Overaltvinder #2 med Kalø Pokalen: Martin Meridin og Geo Østergaard (mangler i billedet) fra Lanmark 43, Esben Snarre

Se alle resultaterne her.

content-loader
content-loader
content-loader