Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Skipper John Haurum i X49E Flux gaster jagter her KDYeren fra Rungsted Henrik Jørgensen og gaster i Xp44 Xbox. Foto: Søren Wiegand /Garmin Round Denmark Race

Xp44 og X49E kæmper tæt i Garmin Round Denmark Race fully crew

Bådene har hele banen rundt haft en hård kamp med Flux i rollen som angribende bagfra. De forventes i mål i Aarhus i dag kl. 17 omtrent. I inshore doublehand er den større JPK 38 Belle med Andreas Willem som skipper trukket fra. X79'eren X-One singlehand offshore er ved Gedser.

Af Troels Lykke |

Kampen blandt de forreste i fully crew inshore spidser til mellem skipper John Haurum i X49E Flux samt gaster og Henrik Jørgensen og gaster i Xp44 Xbox. Bådene i Garmin Round Denmark Race har hele banen rundt haft en hård kamp med Flux i rollen som angribende bagfra.

Se videoklip med Xp44 Xbox.

Indtil nu er det lykkes Henrik Jørgen og besætning at holde den fem fod længere X49 bag sig. I dag, onsdag den 22. juni kl. 12, ligger bådene i Lillebælt. Ebox er på vej ud af tragten, mens Flux er lige syd for Fænø.

De går henholdsvis 7,6 (Xbox) og 6,6 (Flux) knob. Der resterer godt 40 sømil, og med en vindprognose der lover stabil vind fra vest/sydvest begynder det at se svært ud for Flux at tvinge sig forbi. Der er forventet målgang i Aarhus mellem kl. 17 og 18 i dag, den 22. juni.  

Inshore doublehand: JPK 38 trækker fra

I inshore doublehand trækker den større JPK 38 Belle med Andreas Willem som skipper fra.

Det barske lange kryds hjem fra Bornholm er endnu ikke overstået, da bådene lige nu ligger henholdsvis mellem Langeland og Ærø, Belle, mellem Lolland og Langeland, Jingo med Frank Lavrsen som skipper, og midt i Femernsund ExtraHod med Harmen De Jong som skipper, fortæller sejladsen til bådpressen.

JPK 38'eren Belle er som nævnt forrest, Jingo har 9,5 sømil op, mens ExtraHod har 14,5 sømil op til Belle. Der er lovet aftagende vind natten til torsdag, så løbet er fortsat helt åbent. 

Singlehand inshore: Claus Cato langt foran

På singlehand inshore-banen er Claus Cato forsat meget langt foran nummer to. Han ligger i sin Archambault 35 ud for Ærø. Det går ifølge TracTrac meget langsomt frem med under 1 knob.

Også X412'eren Wuchtbrummer med Lars Christensen kører på. Han bliver dog snart tvunget til at tage sit obligatoriske pit på 8 timer inden for de nærste timer. Norske Mikael Khei i Albin Novaen Lady Stardust ligger syd for Gedser Odde med 3,4 knob.

Det tyder på, at han tager sit hvil i Gedser eller Rødby. Endelig har vi Madelon Kuiper i sin Winner 9,5 liggende nordvest for Rügen med retning mod nordvest med 4,5 knob. 

Singlehand offshore: Uttrup i mål

I singlehand offshore kom Niels Uttrup i mål onsdag den 22. om morgenen. Han blev dermed tredje offshore-solosejler til at gennemføre den udmarvende 760 sømil lange distance.

I søen er fortsat Robert Kuper Lea og Esben Pilegaard i X79'eren X-One. Lea ligger omkring 9 sømil fra Gedser, hvor han prøver at komme i havn.

Han er klar til at droppe anker, hvis det ikke lykkes. Esben Pilegaard ligger nordvest for Rügen og har fortsat meget langt hjem til Aarhus. 

Se interview på Garmin Race Denmarks kanal på YouTube og følg bådene på GPS-tracking

Se også interview her: www.facebook.com/Rounddenmarkrace

content-loader
content-loader
content-loader