Jens Eckardt vinder OK-jolle DM på hjemmebane i Svendborg med 92 joller fra syv nationer
Med fire førstepladser og en 3. plads havde den 55-årige Jens Eckardt vundet OK-DM igen inden sidste sejlads. Gode starter og fart var opskriften for den tidligere OL-sejler. - Det er mine ti sejler-venner i OK-klassen her i Svendborg, der gør mig god, siger Eckardt til minbaad.dk.
Jens Eckardt, den ledende overlæge og lungekirurg på OUH i Odense kan andet end at gøre karriere på job. For efter kun fire år i OK-klassen er han den ubestridte konge. Han vandt nemlig også DM i 2022.
Og udfor Svendborg Sund Sejlklub, eller nærmere betegnet ved Skarø, gjorde han rent bord med med fire førstepladser og en 3. plads. Og den 55-årige, tidligere OL-sejler i Laser-jolle fra 1992, vandt dermed DM i den store OK-klasse før sidste sejlads, hvor han også tog en 3. plads.
Fire omstarter gav god træning - 20 disket
- Jeg vidste godt jeg havde vundet før sidste sejlads og sejlede med for at få træning før vi skal sejle EM på Gardasøen i september. Vi havde fire omstarter i de 3-4 m/sek. og det var god træning. Der var omkring tyve sejlere, der blev disket i starten, siger Jens Eckardt, der selv er kendt for at lave super læstarter med høj risciko uden at lave overtrådt.
Eckardt sluttede dog kun med to strafpoint mindre end den nærmeste konkurrent, tidligere danske mester og europamester Bo Petersen fra Hellerup Sejlklub.
I år tog Jens Eckardt dog en 4. plads til VM i England i hårdt vejr. Fynboen, der til dagligt bor på Thurø, er dog stadig en del utilfreds med den placering efter han blev disket uden rettergang, da han blev disket uden han vidste at der var protest mod ham og uden han på nogen måde havde generet sin modstander i en start, med en bom, der skulle have rørt en modstander. En tilsyneladende komplet latterlig diskvalifkation.
DM i Svendborg var præget af let vind, så meget at der slet ikke blev sejlet lørdag, en sejlads blev dog påbegyndt, men baneleder Lars Brøchner valgte klogt at skyde sejladsen af, da vinden døde da de førende lå på læns, mens mange ikke var nået op til krydsmærket.
Ros til baneleder
Fredag blev der sejlet tre sejladser og søndag kom der også tre i hus for de 92 joller fra syv nationer.
- Jeg synes det var flot at banelederen fik tre sejladser igennem i dag, selvom der var mange omstarter, men den vestlige strøm snød flere sejlere, der gjorde at jollerne blev drevet over startlinjen, samtidig synes jeg det har været et flot stævne arrangeret af min barndomsklub, de har lavet et flot all-inklusive-stævne med morgenmad, frokost og aftensmad fredag og lørdag (for 1.400 kr. i startpenge, red.), siger Jens Eckardt, der vandt DM med sit danske Green-sejl og danske Strandberg-jolle.
- Det er mine klubkammerater her i Svendborg, der gør mig god, vi sejler jo hver uge, siger Eckardt.
DM i OK-jolle i Svendborg, 92 joller
Guld: Jens Eckardt, Svendborg Sund Sejlklub, 7 point
Sølv: Bo Petersen, Hellerup Sejlklub, 9 point
Bronze: Henrik Kofoed, Hellerup Sejlklub, 26 point