Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

Vejlbylund Brandsø Rundt indfører RaceQs gratis app, deltagerne kan downloade app på mobilen

Vejlbylund Brandsø Rundt, der sejles 2. september, har valgt det GPS baserede RaceQs til dækning af årets sejlads, fortæller Middelfart Sejlklub. IT-manden Karsten Svenningsen står bl.a. bag det nye tiltag, som vil forbedre tilskuernes oplevelse til kapsejladsen, fx med 3D-grafik.

Af Troels Lykke |

Middelfart Sejlklub har siden efteråret arbejdet på planlægningen af Vejlbylund Brandsø Rundt 2023. Det betyder bl.a., at sponsorerne for dette års sejlads kom på plads i god tid og at justeringerne og tilføjelserne i forhold til sidste år ligeledes er lagt fast.

Ud over, at der nu er mulighed for at bestille mad til fælles middag i klubhuset til de mange sejlere, der ankommer fredag aften, er det besluttet at vise sejladsen på to skærme på havnen - én i klubhuset og én ekstra udendørs på havneområdet. Og her kommer RaceQs til at spille en væsentlig rolle, fortæller Middelfart Sejlklub.

IT mand bag udvælgelsen

Det er Karsten Svenningsen, der til daglig er IT driftskonsulent hos Bagger Sørensen & Co, der har været primus motor i udvælgelsen af RaceQs.

“Vi opererer med et forholdsvist beskedent deltagergebyr i Vejlbylund Brandsø Rundt og har haft vanskeligt ved at finde plads i budgettet til én af sejlsportens sædvanlige go-to løsninger”, forklarer Svenningsen.

“Derfor har vi valgt RaceQs, som er en gratis app, deltagerne kan downloade til en telefon ombord. Den er ekstremt nem at sætte op - bare med nogen få klik”.

Imponerede grafik

Men valget af RaceQs skyldes ikke alene at appen er gratis og brugervenlig. “Som i andre systemer kan man udvælge et mindre antal både, man som tilskuer ønsker at fokusere på og løbende følge afstanden imellem dem” uddyber Svenningsen. “Der er også et fleet-view, hvor man kan se bådene ovenfra, forfra eller fra siden og som en ekstra feature vises det hele med Google maps som baggrund. Det gør, at oplevelsen næsten kommer til at virke “live”.

Samtidig er grafikken ret enestående, for man ser bådene i 3D og ikke som prikker og i tillæg kan man se, når bådene krænger undervejs på grund af det “vaterpas”, der er indbygget i telefonen”.

“Vi bruger selv RaceQs til aftenkapsejladsen her i Middelfart og spoler efterfølgende igennem sejladsen og checker de steder, hvor vi har en fornemmelse af at have begået fejl. Når man ser situationer igen “udefra” er det nemmere at få af- eller bekræftet, om det, man tror, var en forkert beslutning, også var det i virkeligheden. Vi har meget glæde RaceQs allerede og jeg kan kun opfordre til at prøve det i klubberne rundt omkring”, runder Karsten Svenningsen af.

Vejlbylund Brandsø Rundt sejles den 2. september, på månedens første lørdag. Der er åbent for tilmelding her: vejlbylundbrandsorundt.dk/

Om Brandsø Rundt

Brandsø Rundt havde premiere i 1964 og sejles derfor i år for 60. gang. Det gør den til én af Danmarks ældste distancekapsejladser, et højdepunkt for Middelfart Sejlklub og til lidt af en institution for områdets sejlere. Sejladsen trækker ca. 50 af de allerdygtigste besætninger fra Trekantområdet og dermed godt 200 sejlere.

content-loader
content-loader
content-loader