Gå til hoved-indhold
Michael Staal i 2008. Foto: Finjolle.dkKapsejlads
Michael Staal i 2008. Foto: Finjolle.dk

Formand giver elitechef en næse

Det er ifølge sejlunionens formand »ikke efter bogen«, at elitechefen gennem mere end to år har sejlet med OL-sejlernes aflagte udstyr på sin private finnjolle. Det skriver Jyllands-Posten i dag.

 

Af Troels Lykke |

Elitechefen får en offentlig næse, men bliver i øvrigt fredet af Dansk Sejlunion.
Det er konklusionen på sagen om elitechef Michael Staal, som i mere end to år har sejlet rundt med aflagt OL-grej på sin private finnjolle.

Det gjorde Michael Staal, selv om han kort efter sin tiltrædelse i 2005 selv indførte et system, hvor OL-sejlernes aflagte sejl og udstyr skulle sælges hurtigst muligt for at få penge til nye sejl til landsholdssejlerne, skriver JP. 

I mere end halvandet år sejlede Michael Staal rundt med finnjollesejleren Søren Holms helt nye og ubrugte Wilke-mast, ligesom han gentagne gange har sejlet med såvel Jonas Høgh-Christensens som Søren Holms aflagte sejl.

Nok ikke efter bogen

»I princippet er jeg fuldstændig enig i, at det nok ikke er efter bogen. Men jeg vil nu anse det for at være inden for, hvad vi kan leve med,« siger Carl Gerstrøm, som er formand for Dansk Sejlunion.

I foråret 2009 købte Michael Staal den mast, som han havde sejlet med siden 2007.

Prisen fastsatte generalsekretær Dan Ibsen sammen med Michael Staal til 10.000 kr., hvilket er under halv pris af den nye mast, som kun elitechefen har sejlet med. Men Michael Staal fik som bonus lov til at købe masten endnu billigere.

Ifølge Michael Staal var årsagen til den lave pris bl.a., at masten var beskadiget, da han tog den i brug.

Men det afviser såvel Søren Holm, kilder i finnjollemiljøet med kendskab til masten og ikke mindst generalsekretær Dan Ibsen.

»Der var nogle problemer med lakeringen, men det var kosmetisk,« siger han til JP.

Heller ingen bemærkning til prisfastsættelse


Heller ikke prisfastsættelsen af masten eller bonussen til Michael Staal har Carl Gerstrøm som formand for sejlunionen nogen bemærkninger til.

»Set i bakspejlet kunne det da have været gjort anderledes. Men jeg føler ikke, at Michael har forbrudt sig mod sejlunionen,« siger han.

Michael Andersen er direktør i Team Danmark, som støtter sejlunionen årligt med syv mio. kr. Han ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.

Men han lægger ikke skjul på, at specialforbund helt generelt ikke bare kan give aflagt materiel i bonus til ansatte, når det i stedet kunne være solgt og dermed komme atleterne til gode.

Team Danmark: Pengene er formålsbestemte

»Helt grundlæggende skal vores penge gå til det, som de er givet til og ikke alt muligt andet – uanset om det er materiel eller trænerlønninger. Pengene er formålsbestemte, og det er alle de penge, som vi giver specialforbundene i støtte,« siger Michael Andersen.

Læs hele artiklen i Jyllands-Posten i dag, hvor Michael Staal forsvarer sig.

Kilde: Jyllands-Posten

content-loader
content-loader
content-loader