Gå til hoved-indhold
www.knarr.dk skærmdumpSejlklubber
www.knarr.dk trænger til et redesign. Det er ikke godt.

Knarr hjemmeside: En samling PDF’er

For nu at bruge salig Hans Brix ord i en lettere omskrivning så kunne ordene være: "Anmelde dette website! Det skulle da være til politiet!"

Af katrine bertelsen |

Så galt er det nu ikke, men det er tæt på.

På opfordring af en Knarr-sejler lægger vi i dag Knarr.dk under luppen. Han skriver til minbaad.dk. “Kan du ikke tage knarr.dk under ”kærlig” behandling, den er ualmindelig forfærdelig. Det er nok dansk sejlsports værste hjemmeside.”

Overordnet

Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Hvis min hukommelse ikke snyder mig, så er forsiden lavet om for nylig . Men den er stadig meget, meget blå, og det kan være lidt svært at finde ud af, hvor det vigtigste befinder sig. Måske rundt omkring, hvor noget er fremhævet med rødt? Igen kan det være svært at vurdere, hvor de interessante ting gemmer sig. Siden fremstår ”flad og blå i blå” og uden kontraster. Menulinjen er lidt svær at få øje på, den skulle være fremhævet bedre. Måske den røde farve var et bedre valg her.

Igen det, jeg har påpeget gentagne gange: Prioriter for dine læsere. Hjælp dem på vej!

Der er et engelsk og tysk flag på forsiden. På (næsten) alle andre hjemmesider betyder det, at siden er oversat til de to sprog. Men ikke her. Det tyske link fører til et kort med oversigt over tyske Knarr’er. Fra det amerikanske link bliver du smidt over på San Francisco Bay Knarr Association. Det dur altså bare ikke. Der er nødt til at være lidt konsekvens her.

Arkitektur/navigation

Der er ikke meget system i sitet. Det har vist fået lov til knopskyde i mange år. Det resulterer i en utrolig mængde undersider, med mange links til PDF’er og andet godt. Jeg kan ikke overskue det. Desværre forsvinder forsidemenuen på undersiderne, og undersiderne ser markant ældre ud end forsiden.

Typografi, grafik og fotos

Undersiderne er helt enormt turkis. Så det skærer i øjnene. At man så har valgt at bruge en blå skrift er simpelthen ikke i orden. Der er nogle basale regler for grafisk arbejde. Første regel er, at det skal være læsevenligt. Prøv at tænke på hvid skrift på gul baggrund eller sort på grå. Det dur ikke, kontrasten skal være større. Fotos er der ikke mange af, og der er flere der ikke dukker op.

Meget turkis og enormt mange links. Det er ikke brugervenligt.

Indhold

Synd, at der er så mange informationer der er lagt på som PDF. Jeg ville foretrække at nyhederne lå på forsiden, som klar tekst. Hvis jeg bare lige skulle kigge forbi, for at se om der er noget nyt, bliver jeg skuffet. Jeg kan ikke overskue om der lige er kommet en ny linje med en god nyhed. For den gemmer sig som PDF et eller andet sted, og gør ikke opmærksom på at ”her er jeg”.

Jeg ville gerne sige noget pænt, men det er svært. Der er helt sikkert mange gode informationer til andre Knarr-sejlere. Desværre virker det som om, at det er en meget lukket ”klub”. Meget af indholdet er indforstået, og indbyder ikke nye sejlere til at blive lukket ind i kredsen. Kontaktinfo er dog let at finde, hvis man ellers ved, at førerbunkeren hedder Admiralitetet.

Konklusion

Det er altså en ommer. Såvidt jeg ved er Knarr-sejlere ikke de fattigste her i landet. Og de råder helt sikkert også over nogle ingeniører, der kan få lidt skik på roderiet. For godt er det ikke. Siderne er lavet i rå HTML, og det besværliggør at lægge artikler på siden.Få et CMS, så det bliver lettere at undgå PDF'erne.

I en tidligere artikel har jeg nævnt, at mange ingeniører er gode til det tekniske, men ikke altid til det grafiske. Jeg vil anbefale Knarr-admiralitet også at alliere sig med en god grafiker og få sat lidt skik på det.

Det kan ikke blive til mere end en en båd til www.knarr.dk.

content-loader
content-loader
content-loader