Gå til hoved-indhold
Har man hang til træskibe og lak, kan man få lysten styret i Svanemøllehavnen d. 4.-7. juli. Foto: DFÆLKapsejlads
Har man hang til træskibe og lak, kan man få lysten styret i Svanemøllehavnen d. 4.-7. juli. Foto: DFÆL

Topmøde for klassiske skønheder

Danmarks skønneste træbåde holder stævne ved Svanemøllehavnen d. 4.-7. juli. I år er der to dages kapsejlads og præmier til de bedst vedligeholdte både.

Af katrine bertelsen |

Danmarks skønneste træbåde mødes i Svanemøllehavnen, København, torsdag den 4. til søndag den 7. juli.

Der er fri publikumsadgang på havnen alle stævnedage, hvor bådene konkurrerer på styrke, udholdenhed og ynde.

Det er Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer (DFÆL) der igen holder sit traditionsrige stævne, denne gang i København på Svanemøllehavnens nordre mole, hvor byen møder Øresund.

Stævnet indeholder i år hele to dages kapsejlads samt bedømmelse af bådenes stand og vedligeholdelse, som belønnes med trofæer: harpunloggen for sejlbåde og skruen for motorbåde. Endvidere uddeles messingplaketter for en særlig indsats på de enkelte fartøjer.

Guf for kendere

Stævnet er et slaraffenland for lak-aficionados og alle andre med hang til blanke træflader og klassiske linier. Kom og oplev sejlernes dygtighed både som håndværkere og som kapsejlere, når der dystes på Sundet.

På Svanemøllehavnen kan man møde fartøjer fra hele den klassiske nordiske lystsejlerflåde med slanke krydsere, og en særlig stor repræsentation af den danske spidsgatter, opkaldt efter sin agterstævn, gattet, der går ud i en spids og giver det runde fartøj sin karakteristiske facon. Men også kragejollen vil være repræsenteret, ligesom både bermudarig, top såvel som brøkdelsrig, og gaffelrig vil være at finde blandt bådene, der spænder fra mindre kølbåde i jollestørrelse over folkebåde til ketch'erne med to master.

Uddrag af programmet:

  • De klassiske træbåde, såvel motorbåde som sejlbåde, kan beses ved molerne, torsdag den 4. til søndag den 7. juli
  • Sejlbådenes kapsejladser afsluttes fredag den 5. juli ca. kl. 17.00-17.30 (med start kl. 14.15) og lørdag ca. kl. 14.45-15.15 (med start kl. 11.00). Sejladserne kan overværes ved Sejlklubben Sundet eller fra Kalkbrænderikajen
  • Bådjumble: maritimt loppemarked, se på rariteterne og gør et kup, fredag kl. 10.00-12.30, Sejlklubben Sundets telt

Svanemøllehavnen er vært for arrangementet, som afvikles hos Sejlklubben Sundet i med adgang til café og havnepromenade.

Kilde: Pressemeddelelse, Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer

Flere oplysninger på Dansk Forening for Ældre Lystfartøjers hjemmeside.

content-loader
content-loader
content-loader