Gå til hoved-indhold
Holger K. Nielsen blev budt på kaffe og kage i en Quantumsails 45 i Dragør. Foto: Jan HansenKort Nyt
Holger K. Nielsen blev budt på kaffe og kage i en Quantumsails 45 i Dragør. Foto: Jan Hansen

Skatteministeren mødte Danboat i en sejlbåd - afgift virker ikke

Danboats bestyrelse havde inviteret skatteminister Holger K. Nielsen om bord på formandens båd under Dragør-udstillingen. Bestyrelsen havde forinden meldt sig ind i SF for at få indflydelse.

Af Troels Lykke |

Danboats bestyrelse, der bl.a. tæller Jan Hansen fra Quantum Sails, Henrik Jørgensen fra Tempo Bådsalg, Bjarne Carlsen fra Palby Marine og Gert Toft fra Pantaenius, inviterede skatteminister Holger K. Nielsen på Jan Hansens 45 fods sejlbåd, under den Flydende Bådmesse i Dragør.

Regeringens afgiftsforhøjelse på bådejernes kaskoforsikringer virker nemlig ikke efter hensigten, da mange har opsagt deres kaskoforsikringer eller har sat bådens forsikringsværdi ned, da de vil undgå en afgiftsstigning.

- Holger K. Nielsen var imødekommende og positiv og vi forklarede ham, at statens forventede indtægt fra statsafgiften ikke giver 134 millioner kroner, men kun 115 millioner kroner, og når året er omme forventes det at stigningen i afgiften på kaskoforsikringerne fra 1 til 1,34 procent slet ikke giver mere end før, det vil sige en uændret afgift på 100 mio. kroner. Så vi fortalte, at vi gerne ser at man fx har en afgift på ansvarsforsikringen, så det er mere bredt og retfærdigt så det ikke kun er bådejere med kaskoforsikringerne, som rammes, forklarer Jan Hansen til minbaad.dk.

Meldt ind i SF

Hele bestyrelsen har i øvrigt meldt sig ind i SF med det formål at få taletid og indflydelse på SFs politik, der pt. generer sejlerne med kaskoforsikringer. Bestyrelsen fik en halv time med ministeren.

- Skatteministeren kunne godt se at det er ensidigt kun at beskatte bådejerne og at det var et problem, men vi er klar over i Danboat at der på en eller anden måde skal penge i kassen. Holger K. virker nu mere imødekommende over vores problem, mere end vi havde troet, siger Jan Hansen.

Mødes med Dansk Sejlunion

Danboat kæmper nu videre for at få løst problemet med afgiften på kaskoforsikringerne.

- Vores næste skridt er at vi skal mødes med Dansk Sejlunion og lægge en videre plan frem, så sejlere med kaskoforsikringer ikke skal rammes, som de eneste, siger Jan Hansen.

Jan Hansen ses her under Flydende Bådmesse i Dragør. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader