Gå til hoved-indhold
Peter Helleskov fra Palby Marine i Kolding står her foran firmaets show-trailer.Kort Nyt
Peter Helleskov fra Palby Marine i Kolding står her foran firmaets show-trailer.

Palby Marine vil udvikle Sjælland Rundt

- Vi har mange gode ideer og glæder os til samarbejdet med ildsjælene i Helsingør Sejlklub, siger direktør for Palby Marine, Bjarne Carlsen, der har erfaring fra Palby Fyn Cup.

Af Troels Lykke |

Sjælland Rundt har været sejlet hele 68 gange og havde i sin storhedstid i midten af 80´erne  mere end 2000 både.

Siden er deltagerantallet dalet markant og i 2013 tog Helsingør Sejlklub livtag med sejladsen og besluttede at relancere Sjælland Rundt og bringe den tilbage på sporet.
 
Gode kræfter har siden da arbejdet målrettet med konceptet, gennemført interviews med sejlerne og fortalt om alle aktiviteterne via de sociale medier som Facebook og nyhedssiden minbaad.dk, kan vi roligt tilføje.

Og ikke mindst er der blevet arbejdet på, at tiltrække solide virksomheder, som vil være med til at støtte op om det store arbejde de frivillige i Helsingør Sejlklub udfører, fortæller Helsingør Sejlklub.
 
Og netop sådan et samarbejde offentliggøres nu, idet Palby Marine har indgået en aftale med Helsingør Sejlklub om et samarbejde omkring Sjælland Rundt.

God erfaring fra Palby Fyn Cup
 
“Vi er utroligt glade for at blive inviteret indenfor hos Helsingør Sejlklub og klassikeren Sjælland Rundt. Vi har rigtig god erfaring med kapsejladsen Palby Fyn Cup, som vi igennem en del år har været hovedsponsor på. I samarbejde med Bogense Sejlklub udvikler vi sejladsen løbende. Vi har mange gode ideer og glæder os til samarbejdet med ildsjælene i Helsingør Sejlklub,” siger direktør for Palby Marine, Bjarne Carlsen.
 
Palby Marine støtter Helsingør Sejlklub økonomisk og vil i samarbejde med Kronborg Marine Bådudstyr også være på havnen under sejladsen med Palby’s showtrailere. Samtidig kan de deltagende sejlere se frem til gode præmier.

Sjælland Rundt skal tilbage på sporet
 
“At få en partner som Palby Marine med i Sjælland Rundt teamet bekræfter os i, at vi har gang i noget rigtigt. Vi er fast besluttet på, at Sjælland Rundt skal tilbage på sporet og igen blive en betydende sejlads i regionen. Med opbakning fra sejlerne og fra stærke virksomheder er vi godt i gang,” siger Kim Dragstrup, formand for Helsingør Sejlklub.
 
Sjælland Rundt starter torsdag den 25. juni 2015 og alle det kan sejle for sejl kan deltage med lidt forberedelse. Enkelt skrog eller flerskrog, Cruising eller Racing, med fuldt mandskab eller shorthanded. Med vennerne, familien, klubkammeraterne eller helt alene. Alle er velkomne til at prøve sig selv af.
 
At deltage i Sjælland Rundt er som en marathon, det gælder om at fuldføre og derefter se på resultatlisten. Det handler også om at vinde, ved at fuldføre og få en stor oplevelse samtidig.

Sjælland Rundt 2014 havde 50 deltagere og havde næsten fordoblet deltagerantallet fra 2013. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader