Gå til hoved-indhold
Havne
Den sydlige lystbådehavn bliver bygget om og den nordlige lukker i 2017. Foto Eyes.org

Kæmpe marina til 1000 både i Kolding i 2018

Byens to marinaer bliver til en stor. Den nye lystbådehavn på sydsiden i fjorden bliver med caféliv, foreningsliv og optimale sports- og sejlerfaciliteter, lover Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).

Af Troels Lykke |

Senest om tre år skal anlægsarbejdet med en ny marina med plads til 1000 lystbåde på sydsiden af fjorden være i fuld gang.

Det siger borgmester Jørn Pedersen (V), efter at byrådet har bevilget fem millioner kroner til at få lavet et detailprojekt for en helt ny havnebydel, Marina City, på den nuværende Marina Syds placering.

Selve marinaen bliver med borgmesterens ord et "turistmekka med caféliv, foreningsliv og optimale sports- og sejlerfaciliteter", og han tør godt love, at den er færdig inden udgangen af næste byrådsperiode.

Den del af projektet, som kaldes Skovbyen, og som er boliger bygget på land, skal nok også lykkes, forudser han.

Kolding Kommune er allerede i dialog med store investorer, som er interesserede i at kaste penge i byggeriet af boligerne i den nye havnebydel ved Marina Syd, oplyser by- og udviklingsdirektør Thomas Boe til Ugeavisen.

Han forventer, at hans forvaltning er klar til at sende de første lokalplaner for Marina City i offentlig høring om et års tid til halvandet.

Anledningen til det store projekt er, at Lystbådehavn Nords lejekontrakt med Kolding Erhvervshavn på nordsiden af fjorden udløber i 2017, og at tidligere byråd har lovet lystsejlerne, at de nok skal få en ny marina i stedet for.

To marinaer bliver til en

Kolding Kommune har i samarbejde med COBE og Rambøll udarbejdet et oplæg, der skitserer, hvordan Koldings 2 marinaer kan samles syd for fjorden, så der i løbet af de næste år kan bygges en helt ny bydel ved vandet.

Forslaget lægger op til at bygge en skovby, en promenade og en fjordby, ligesom havnen med 1.000 bådpladser bliver en af Danmarks største havne. 1. fase bliver at samle de 2 nuværende marinaer og så småt inddrage vandet til fremtidigt boligområde. I 2. fase kan boligerne bygges, når den nye jord er klar. I3. fase kan der arbejdes med størrelsen på den nye bydel.

- Det betyder, at vi kan komme i gang med at få bygget havnen ret hurtigt. Og forslaget tilgodeser sejlerne, da vi også får bedre plads til vinteropbevaring af 500 både, mod under 300 i dag, siger Finn Mortensen, formand Kolding Lystbådehavn.

Nordlige lystbådehavn flytter

Foruden boliger skal der være promenade, cafeer og andet erhverv i stueetagen og parkering. Der er skitseret en attraktion yderst mod vandet. Det er nødvendigt at udbygge den sydlige lystbådehavn, idet den nordlige lystbådehavn skal flytte. Erhvervshavnen har behov for udvidelse, og Marina Nords lejeaftale udløber, skriver byensejendom.dk

Lystbådehavnen og kommunen går nu i tæt dialog med relevante myndigheder og organisationer. Den overordnede plan skal detaljeres og fastlægge placeringen af de enkelte funktioner. Dertil kommer det tekniske arbejde for landfill, miljøredegørelser, lokalplan mm. Byrådet ønsker også en mere detaljeret tidsplan.

- Den kraftige vækst i Kolding har generet tiltrukket interesse fra investorer, fordi der er et marked for boliger til mange nye indbyggere. Så vores mål er, at den ambitiøse plan blandt andet skal finansieres ved at private investorer skal være med til at bygge den nye bydel, siger en optimistisk Jørn Pedersen, borgmester i Kolding Kommune om planen, som indebærer, at Kolding Lystbådehavn skal være med til at finansiere deres havnedel.

Når man ankommer til Marina City ad stien langs åen inde fra byen, fortsætter løbeturen på havnepromenaden ud mod Fjorbyen med boliger på kunstige øer, fjordbad m.v., skriver Ugeavisen. Visualisering: Cobe

content-loader
content-loader
content-loader