Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ole Jessen faldt i søvn lige før han skulle gå i mål i Helsingør. I stedet sejlede han ud mod T-ruten, indtil hans hustru vækkede ham i en følgebåd. Foto: Troels Lykke

Sovende sejler fik betydning med ny singlehandforening

Efter en uheldig hændelse til Sjælland Rundt 2014, hvor en singlehandsejler faldt i søvn tæt på T-ruten og en protest, vil skrappe singlehandsejlere skabe en forening for solosejlere.

Af Troels Lykke |

Efter tumulten oven på Sjælland Rundt, hvor der bl.a. blev lagt en protest og det deraf affødte kaos, opstod ideen om at lave en singlehandforening.

Erik Venøbo, der vandt Sjælland Rundt singlehand i 2014, og var indblandet i protesten mente, at der var behov for en forening, som kan skabe basen for et dansk/skandinavisk singlehand miljø. Han tog kontakt til solosejler Jan Møller, der var med på ideen.

Sikkerhed og erfaringer
– Det var sikkerhed, der fik mig på ideen. Vi skal have et forum, hvor vi får indført nogle sikkerhedsmæssigt sunde holdninger baseret på viden og erfaringer. Her tænker jeg at vi skal promovere tanken om, at den rigtige ånd er, at den ansvarlige singlehandsejler er ham eller hende, der tør indrømme at ”at jeg ramte muren” og tør trække sig. Der er Jan Møller jo et skoleeksempel på den rigtige holdning. Jan havde modet til at afbryde sin første jordomsejling – og komme stærkt igen. Der skal skabes en helt ny ånd, siger Erik Venøbo.

I singlehandforeningen skal der diskuteres og udveksles erfaringer, og det skal ikke mindst være et forum, hvor sejlerne kan få indflydelse på singlehandkapsejladserne og deres form.

Også det aspekt, at singlehandkapsejladser oftest sejles efter søvejsregler, giver andre udfordringer, bl.a. i forhold til protester.

– Der var en uheldig hændelse under Sjælland Rundt 2014, hvor det gik op for mig, at ingen kapsejladsarrangører herhjemme har nogen erfaringer i, hvad der er nødvendigt for at håndtere singlehandsejladser og tvister. Vi skal have en forening der samler know how om ekstrem-sejlads, siger Erik Venøbo.

Tursejlere kan også være med
Erik Venøbo mener ikke at singlehandforeningen kun skal være for kapsejlere, da der er masser af tursejlere, der ofte sejler lange stræk alene. Han siger:

– Jeg har bl.a. haft et møde med Søsportens Sikkerhedsråd. Vi fik en indbringende dialog, og det er mit indtryk viden fra en sådan forening også vil kunne gavne den helt almindelige tursejler, da det i høj grad handler om godt sømandskab og sikkerhed.

Møde i Fredericia om uformel forening
Hvis sejlerne skal nå at få lidt indflydelse på årets singlehandsejladser, og nå at få delt erfaringer om sikkerhed, praktiske sejladsemner og meget mere, skal singlehandforeningen helst være oppe at stå, før sæsonen kommer i gang.

Singlehandsejlerne Erik Venøbo og Jan Møller inviterer derfor til et indledende møde, mediemæssigt bakket op af BådNyt v. Morten Brandt og Katrine Bertelsen, der vil sikre foreningen et talerør. Morten Brandt og BådNyt står bag Silverrudder, årets største singlehandsejlads, rundt om Fyn.

Mødet bliver til Boat Show i Fredericia, lørdag. d. 7. marts kl. 13.30 ved Silverrudder-standen, Hal E, stand 4112, hvor der skal snakkes om, hvordan foreningen skal strikkes sammen, og hvad sejlerne vil med den. Det er foreslået, at foreningen skal være ret uformel, hvor sejlerne i første omgang kan mødes på facebook-gruppen, Singlehandsejler.

Senere kan der komme en hjemmeside, når og hvis behovet melder sig. Men det kan du selv få indflydelse på, hvis du møder op i Fredericia. Facebookgruppen “Singlehandsejler” finder du her: www.facebook.com/groups/373915562775368/

Hvad: Stiftelse af en singlehandforening
Hvor: Boat Show i Fredericia, Silverrudder-standen, Hal E, stand 4112
Hvornår: Lørdag d. 7. marts, kl. 13.30

content-loader
content-loader
content-loader