Gå til hoved-indhold
Selfie på Atlanterhavet. Christian sejlede 29.254 sømil før han knækkede masten i den Engelske Kanal. Han sejlede 112,5 sømil per døgn og havde en gennemsnitsfart på 4,69 knob jorden rundt. Foto: LiebergreenTur
Selfie på Atlanterhavet. Christian sejlede 29.254 sømil før han knækkede masten i den Engelske Kanal. Han sejlede 112,5 sømil per døgn. Gennemsnitsfarten var 4,69 knob.

Solo-jordomsejler Liebergreen: Det mentale er det værste

Christian Liebergreen tog jorden rundt i Sagitta 35. I 260 døgn sejlede han efter tre principper: Simpel, solidt og sikkert. Vi har læst Liebergreens bog '11 Meter Frihed', den holder hele vejen.

Af Troels Lykke |

Vi kan kun anbefale bogen 11 Meter frihed af Christian H. Liebergreen. Vi har læst den og de 255 sider keder ikke en. Javel, det er ikke de store sproglige oplevelser man får, måske lidt for meget snak om mad, men man får pudsig og ærlig info fra den nu 30-årige Christian Liebergreen fra Svendborg.

Fx tænk hvis jeg faldt over bord.

Bogen er læseværdig og er pligtstof hvis man bare har den mindste singlehand-sejler i sig. Men alle sejlere kan få glæde af bogen, hvor man kan følge den sympatiske sejler, der både er sej og dygtig til at sejle, selvom han kalder sig selv en tursejler. På et tidspunkt surfer han 20 knob, og det bliver helt vildt for ham.

Undervejs var Sagitta 35eren i gang med at lave en halv grønlænder i Det Indiske Ocean bl.a., men masten holdt, først i den Engelske Kanal knækkede masten.

Krisen var når selvstyrerne strejkede, hvad de gjorde. Han havde også god støtte fra bl.a. Jan Møller, der var den første dansker der sejlede solo rundt om jorden i en Open 40. Han hjalp med ruteplanlægning. Flot samarbejde.

Man får også god viden om hvordan man faktisk sejler Jorden rundt solo og der er gode fotos, kort og gode forklaringer. Bogen koster 299 kr., og købes fx på Saxo

Du kan godt blive sindssyg af det

Her bringer vi et interview med sejleren, vi mødte i Svendborg:

Christian Liebergreen talte i satellittelefon tre gange om måneden med kæresten Clara, derudover fik han e-mails en gang om ugen med vejrudsigter af sin sparringspartner Jan Møller, der selv har sejlet jorden rundt alene nonstop, som den første dansker. Svendborg-sejleren blev den anden dansker, der tog den 29.254 sømil lange tur, hvor man er 'Palle alene i verden'.

- Det mentale, var helt klart det hårdeste ved at sejle jorden rundt. Det at holde moralen oppe, når du er alene kræver meget. Du kan godt blive sindssyg af det, for man kommer langt ned i sit eget sind, du ser det gode, men også det onde.

Der går cirka fjorten dage så er du der, sådan var det også da jeg var i Siriuspatruljen på Grønland. Efter to uger så har man fortalt alt til sin makker, så er der ikke mere at tale om, og så går man ind i sig selv, siger den 30-årige tidligere elitesoldat, Christian Liebergreen, der er veltrænet og rolig når han forklarer sin tur.

Vi møder ham hos Riggerne i Svendborg, hvor han er ved at splejse tovværk i en kold hal. Der er gået ti måneder siden hans jordomsejling sluttede med en knækket mast i Lyme Bay i Den Engelske Kanal, da interviewet fandt sted.

Mast faldt som et træ

Det styrbord vant røg og så røg masten en kold aften klokken 21, den 3. april 2013, mens det blæste ni m/sek.

- Jeg var gået ned til kortbordet og da hørte jeg et smæld og så gik der to-tre sekunder, da masten knækkede 30 centimeter over dækket. Det lød som et træ, der knækkede. Det er noget møg tænkte jeg. Kort tid efter ringede jeg til Jan Møller, men han tog ikke telefonen, så ringede jeg til Peter Hancke, der alarmerede SOK og dermed den britiske redningstjeneste. Jeg tog nye batterier i pandelampen og derefter skar jeg masten af med en wiresaks og droppede den i havet, så den ikke ødelagde båden. Jeg tjekkede også om båden tog vand ind og det gjorde der ikke, der var ingen fare, siger Christian Liebergreen, der tydeligt husker den fatale aften, hvor alt blev stille og han drev fjorten sømil fra land. Motoren var for længst gået i stykker, da der kom en bølge ind gennem udstødningen i Sydhavet. Siden kom båden på en blokvogn hjem til Danmark, efter det blev aftalt med forsikringsselskabet, der også leverede en ny mast.

Båden til salg

Båden blev derefter sat til salg for 270.000 kroner med alverdens udstyr som vindror, nye Andersen spil, ny mast, selvstyrer og kortplottere, forklarer jordomsejleren, der i fremtiden overvejer at købe en flerskrogsbåd for at sejle med sin kæreste.

- Det skal gå stærkere, siger han og understreger at det ikke skal være i en langsom Sagitta 35 han skal sejle i, hvis han sal jorden rundt igen. Det gik ellers stærkt i det Indiske Ocean og i Stillehavet, hvor han til tider surfede i 8-10 meter høje bølger. Og tre-fire gange gik det galt for Christian Liebergreen.

- Jeg kørte ned af kæmpe bølger og pludselig smed båden sig med masten i vandet. Båden var helt dækket af vand, der spulede ind i kahytten, selvom den var lukket til. Det gav da en kortvarig frygt de første gange, det er ikke bølgernes størrelse man skal være bange for, men hvordan de opfører sig, siger Christian Liebergreen tørt.

Underbukser på i en måned

Fynboen har brugt 600.000 kroner på at sejle jorden rundt, inklusiv båden han købte over satellittelefon, da han var i Siriuspatruljen.

- Jeg havde ikke set båden først, men vidste at den havde sejlet jorden rundt før. Jeg fik båden et år efter da jeg kom hjem fra Grønland, siger Christian Liebergreen, der brugte ni måneder på at forberede sig til turen efter principper fra Siriuspatruljen, hvor tre s'er skal opfyldes med principperne simpel, solidt og sikkert.

- Alt el blev skiftet ud og jeg skulle selv gøre det, så jeg kunne fikse det bagefter, jeg satte også et nyt vindror op, watermaker blev installeret og jeg skulle sætte mig ind i ruten og vejrsystemerne. Jeg vidste at jeg skulle time det så jeg ramte Kap Horn (i Sydamerika, red.) til januar 2013, der ville Kap Horn være lettest at runde og det var fantastisk at runde den. Det er jo sømændenes Mount Everst, siger sejleren, der havde taget frysetørret mad med, som han kendte fra sine slædeture på Grønland i 26 måneder. 63 gasbrændere kom også med til at koge maden med og 200 liter vand.

Han tabte ti kilo på turen, selvom han forinden på Skagen, hvor han startede turen, havde spist en masse is for at tage på, da han hellere ville tabe fedt end muskler. Hygiejnen om bord lød blandt andet på bad i regnvand og om bord var der pakker med underbukser og strømper.

- Jeg skiftede underbukser og strømper en gang om måneden, de kan jo vendes om og derefter blev de smidt i vandet, siger han og smiler uden ironi i stemmen.

Masten knækkede, men Christian nåede at sejle jorden rundt.

To selvstyrer gik

Tiden på den næsten ni måneder lange tur gik med at læse bøger og en høre lydbøger.

- Jeg tror jeg kan blive en god ægteskabsrådgiver, for jeg hørte 200 timer Mads & Monopolet,  siger Christian Liebergreen, der i 98 procent af tiden slap for at styre båden, indtil to selvstyrer og vindroret gik.

- Den første selvstyrer brød sammen i Sydatlanten efter 8.000 sømils sejlads og den næste gik i stykker igen efter 8.000 sømil, lige før jeg rundede Kap Horn. Derefter sejlede jeg på vindror og det gik godt indtil det gik i stykker ved Azorerne, så tog jeg en af de ødelagte selvstyrer på, der delvist virkede, så derfra måtte jeg selv styrer og det er virkelig hårdt, siger fynboen.

Når selvstyrerne virkede sov han typisk en til to timer ad gangen, medmindre han sejlede i den Engelske Kanal eller i Nordsøen, hvor der er mere trafik. Her sov han kun en halv time ad gangen.

- Jeg fulgte solens rytme med hensyn til søvnen. Den længste periode jeg fik med søvn, var tre-fire timer i træk, siger den stolte sejler, der kom i Go Aften Danmark på TV 2 og i Aftenshowet på DR og blev berømt i Danmark, da han fortalte om turen og masten, der knækkede.

- Det var en god måde at få talt ud på. Det har været en kæmpe drøm, der nu er levet ud.

Sagitta 35 – dansk båd fra 1969
Længde 10,52 m
Bredde  3,05 m
Dybgang    1,83 m
Vægt total 4,6 ton
Kølvægt     2,6 ton
Værft  Bianca Værft, Rudkøbing
Design  Sparkman &Stepens
Brugtpris  150.000 – 300.000 kr.

Christian Liebergreen runder Kap Horn i Sydamerika i januar 2013.

Liebergreen i Svendborg. Foto: Troels Lykke

256 sider. Herlig bog, blev godt underholdt og blev klogere på solosejlads. Den koster 299 kr. hos Saxo

content-loader
content-loader
content-loader