Vibeke på Tenerife: Det er alt, hvad jeg drømte om

Termometeret har rundet de 30 grader, og Phantom 42’eren Vesterbro ligger sikkert fortøjet i en havn på ferieøen Tenerife. Ombord er Vibeke Svenningsen og hendes besætning. Nogle har fundet vaskepulveret frem, mens andre sidder fordybet i den nyeste Elsebeth Egholm-krimi.   

For knap tre måneder siden var kulissen en anden. Temperaturen var rettet efter den danske sommer, da Vibeke Svenningsen 8. juli vinkede farvel i Lynetten. Forud var gået et par hektiske år, hvor båd såvel som besætning skulle gøres klar til jordomsejlingen: 

- Man har jo den her drøm, man går og sparer op, forbereder sig og lærer at sejle. Man kan mærke det her sug i maven for hvad nu, hvis det viser sig, at man ikke kan lide det? Det er helt vildt lækkert at komme afsted og finde ud af, at det her er alt, hvad jeg drømte om, forklarer en begejstret Svenningsen til minbaad.dk. 

For herude, langt fra de strømlinede Mærsk-kontorer og lejligheden på Vesterbro, der tidligere dannede rammen om københavnerens hverdag, er Vibeke nær noget af det, der giver livet substans: 

- Det giver virkelig mening at være her. Det er ikke sådan, at jeg tænker; ’nej, hvad med familie, venner og arbejdet?’. Der er ikke et sted i verden, der giver mere mening at være end her på båden, understreger Vibeke Svenningsen, og peger på fællesskabet med besætningen, de storslåede naturoplevelser og de mange udfordringer, der konstant møder den nyslåede skipper. 

På sejlturen til Azorerne når udfordringerne dog unødige højder. Efter nogle dage med god vind daler vindmåleren, og Svenningsen beslutter at starte motoren. En forståelig beslutning - altså lige indtil de afgørende spørgsmål slår Vibeke: Hvor meget diesel kan der være i tanken? Og hvor mange diesel bruger vi i timen?

Spørgsmålene hober sig op hos skipperen, mens humøret langsomt daler hos besætningen. Ingen ved, hvor længe den konstante motorbrummen vil fortsætte. Vibeke tager derfor en hurtig beslutning - motoren skal stoppes, til Vesterbro rammer Azorerne: 

- Jeg følte mig enormt grøn og dum i øjeblikket. Det var helt åbenlyst, at det ville stå på første side i hvilken som helst bog. Men da vi var endt i situationen, synes jeg heldigvis, at jeg derfra traf nogle fine valg, og jeg prøvede hurtigt at tilgive mig selv, forklarer den 35-årige langturssejler. 

Diesel-dramaet endte heldigvis godt, og tilføjede endnu en vigtig erfaring til Svenningsens skipper-CV. For mens fundamentet blev lagt under den to år lange forberedelse frem mod afsejlingen, er der endnu meget, der kan læres, når beslutninger om rute, havnemanøvrer, indkøb og udstyr skal tages: 

- Jeg begår hele tiden fejl og tænker, at det kunne jeg have gjort anderledes. Man keder sig i hvert fald ikke herude, men bliver konstant udfordret, forklarer Svenningsen, som da også blandt andet satte kursen mod verdenshavene på jagten efter nye og anderledes udfordringer. 

Det er dog ikke blot på havet, at Svenningsen skal have skipper-kasketten på. Også i det daglige liv ombord må Vibeke gå foran.

Selvom hun nyder at opleve verden og udvikle sig sammen med sin dygtige besætning, er der dele af skipperrollen, som akademikeren, hvis det var muligt, gerne havde sat en tyk streg over: 

- Man har nogle gange en mor-rolle, hvor man skal være lidt efter folk; er du sød, at lade være med at sprede dit vasketøj over hele dørken? Det er en mere kedelig del af det, der kom lidt bag på mig, og som jeg egentlig gerne ville være foruden, fortæller sejleren, der ellers nyder at være ombord med sine gaster, som i høj grad er med til at give turen værdi. 

Eventyret med den nuværende besætning synger dog på sidste vers. Størstedelen af gasterne fra det første togt sætter sig nemlig snart i flyveren mod Danmark, mens et hold af nye spændte danskere står klar til at trække i redningsvesten i november, når næste togt skydes i gang. 

Blandt dem er særligt én i ekstra høj kurs hos skipperen. Vibekes kæreste Jens, der egentlig havde besluttet kun at sejle med på udvalgte stræk, skifter nemlig jobbet som IT-ingeniør ud med livet som langturssejler. 

Noget, som både han selv og Vibeke ser frem til. Parret får ikke blot mere tid sammen, men Vibeke får også en uvurderlig støtte ombord. Som skipper kan det nemlig godt være ensomt at skulle træffe alle beslutninger alene, forklarer hun: 

- Dét have en person, der kender én og er tæt på, til at spare med og dele nogle af opgaverne og ansvaret med, det ser jeg frem til. Det er stadig mig, der er skipper, men jeg glæder mig til at kunne lægge nogle opgaver fra mig og sige, at; ’det er dit område, og det ved du mest om’, forklarer Vibeke med en diskret hentydning til særligt elinstallationerne ombord, der bestemt ikke ligger øverst på skipperens interesseliste. 

Inden Vesterbro med Vibeke, kæresten Jens og den nye besætning ombord sejler mod nye oplevelser på turens andet togt, skal Vibeke dog sige et sidste farvel til familie og venner hjemme i Danmark.

Til november vender skipperen så atter retur til Vesterbro, hvor kursen sættes mod Kap Verde, der skal danne udgangspunktet for Atlanterhavskrydset. 

Du kan løbende følge Vibekes jordomsejling på hendes blog, Facebook og Instagram.

På benet til Tenerife kom der for alvor gang i fiskeriet ombord. Her ses Vibeke med en stor Mahi Mahi. Foto: Privatfoto

Gasterne på Vesterbro er ret forskellige, men deler alle nysgerrigheden overfor nye mennesker og kulturer. Foto: Vibeke Svenningsen

Der er tid til at fejre de store og små glæder på vandet. Eksempelvis når der atter kan ses land i horisonten. Foto: Vibeke Svenningsen

Selvom der er nok at tage fat på som skipper, for Vibeke tid til at nyde stemningen i hængekøjen. Foto: Vibeke Svenningsen