Sara i Mexico: Om natten forvandles proteinbarer til gourmetmad

02.59. Mine øjne stirrer stift på de små tal øverst på kortplotteren, der med sit røde udtryk vidner om, at vi befinder os midt om natten, i night-version. 

Om ét minut, klokken 03 er det tid til det sidste og længe ventede højdepunkt, den sidste proteinbar, inden næste mand senest klokken 04 stikker et søvndrukkent ansigt op i cockpittet og overtager vagten. 

Som skoleelever belønnes med klistermærker og glade smileyer, har jeg de sidste nætter, når stjernerne er forsvundet, og selv månen gået i seng, holdt moralen og mit uprøvede nattesyn oppe med de hurtige snacks. 

Da vi for lidt over to uger siden kastede fortøjningerne i Ensenada, var fænomenet natsejlads fortsat mørkt land for mig. Blot få timers sen aftensejlads i Palby Fyn Cup for et par år siden udgjorde mit langtfra prangende CV. 

Adrenalinen pumpede derfor i takt med motorens sagte tøffen, da jeg klokken 22 satte hænderne på roret. Nattens nøje udvalgte snacks fandt sin plads på kistebænken, og jeg forberedte mig på seks timer med mine egne tanker som fornemste selskab. 

Det var let. I vindstille for motor var det som at sætte sig bag bilrattet i Danmark. Vi nærmest cruisede de 105 sømil til Isla San Martin.

En stil, der efterfølgende fulgte os samtlige 190 sømil til Turtle Bay, hvor énarmede Pedro tog imod i primitive omgivelser, der sendte tankerne over Atlanten til små, afrikanske landsbyer.  

Mens den første halvdel af sejladsen langs Bajas vestkyst uden censur kunne implementeres direkte i enhver børnebog, blev de næste 230 sømil til Santa Maria og Mag Bay en ganske anden historie. 

I store bølger fra to retninger var det på ingen måde tid til at finde champagneglassene frem. I stedet kom det store lager af proteinbarer atter til sin ret, da de ikke mindst begrænsede opholdet om læ.

Siddende i cockpittet glædede jeg mig over, at det nu endelig blev muligt at lufte de hvide sejl, alt imens min mave sendte beklagende meddelelser til min søvnhungrende hjerne.

Kun meget få timers hvile var det muligt at stykke sammen i køjen, der mest af alt fik mig til at drømme om gyngende rutchebaner i Tivoli.

Det blev derfor to urolige døgn, der bedst sammenlignes med en tur på et evindeligt spindende løbebånd - med den afgørende forskel at et hop af båndet midt på Stillehavet ville have langt større konsekvenser end en dårlig samvittighed i fitnesscentret… 

Som en stædig motionist lader de trætte ben følge rytmen fra det endeløse løbebånd, overgav vi os således til vindens og ikke mindst bølgernes uimodståelige agenda. Det gav pote.

13 dage, 700 sømil og seks natsejladser senere kunne vi flankeret af utallige turistbåde runde det populære Cabo San Lucas om bagbord.

Efter en sidste døgnsejlads på 150 sømil, der meget sigende for vores tid i Stillehavet diskede op med få knobs vind, men også navigation udenom et par thunderstorms, blev det lange togt langs kysten krydset af.

I horisonten venter nu Sea of Cortez, hvor løbebåndets hastighed og de enkelte sejladsers længde sænkes betragteligt, så selv cruisere med en vaskeægte langturssejler-form burde kunne følge med… :-)

De bedste sejlerhilsner
Sara

Blot seks fiskere havde bopæl på smukke Isla San Martin. Foto: Sara Sulkjær

I Turtle Bay udforskede vi for første gang de autentiske, små landsbysamfund. Foto: Sara Sulkjær

Elmotoren på vores røde dinghy har mildest talt haft en noget ustabil periode. Heldigvis er de lokale og deres pangaer aldrig langt væk. Foto: Sara Sulkjær

Efter flere dages intensiv sejlads rundede vi Capo San Lucas og kunne efterfølgende kaste anker ud for den tilhørende turistby. Foto: Sara Sulkjær