Spindrift 2 må opgive rekordforsøg Jorden rundt
Efter at have ligget standby i to måneder så det ud til, at et gunstigt vejrvindue endelig havde ramt Spindrift-teamet. På vej mod startlinjen må franskmændene returnere til havnen.
Alt godt kommer til den, der venter. Et ordsprog, som sejlerne ombord på Spindrift 2 nu må sætte deres lid til. Teamet har siden midten af november ventet på det rette vejrvindue for at kunne sætte en ny rekord Jorden rundt og dermed snuppe det eftertragtede Jules Verne Trophy.
Heller ikke mandagens vejrvindue, der længe så ud til at give teamet den længe ventede mulighed for at skyde rekordforsøget i gang, skulle nemlig vise sig at holde stik:
- Vejrvinduet er forværret. Aftenens filer giver os en uacceptabel tid til Ækvator og Kap Det Gode Håb, det er for stor en risiko for et vindue, der langt fra var ideelt i første omgang, fortæller skipper Yann Guichard sent mandag aften.
Håber på ny åbning
Proviant og andet udstyr var ellers klart på båden, der nåede at sejle mod startlinjen ud fra Frankrigs kyst, inden teamet atter måtte vende om mod Brest.
Nu er håbet i stedet, at et mere favorabelt vejrvindue vil vise sig den 12. januar, forklarer en håbefuld skipper - og med god grund. Ikke én eneste chance har sejlerne hidtil haft for at krydse startlinjen:
- Vi har ikke haft en åbning siden vores standby-periodes start i midten af november. Dette er den første mulighed, der er dukket op, forklarede Guichard inden mandagens mislykkede forsøg.
Skal slå rekord på 40 dage
Lykkes det teamet at krydse linjen fredag, er det den 103 fod lange trimaran IDEC Sports rekord, Spindrift-trimaranen jagter.
For knap et år siden formåede IDEC med sejlerne Francis Joyon, Clément Surtel, Alex Pella, Bernard Stamm, Gwénolé Gahinet og Sébastien Audigane at krydse målstregen efter blot 40 døgn, 23 timer, 30 minutter og 30 sekunder.
Dermed kappede sejlerne fem dage af den tidligere rekord fra 2012.
Kilde: spindrift-racing.com