OL-sejler André Højen gav personlig feedback til deltagerne på Finn-lejr
Erfarne og nye sejlere satte hinanden stævne i Dragør søndag, hvor André Højen delte ud af sine erfaringer i jollen. Lænsetræning og pumpeteknik var på programmet.
I spidsen for årets træningslejr for Finnjollerne stod landholdssejler André Højen Christiansen, der med sin erfaring fra diverse internationale mesterskaber gav værdifulde råd til sejlerne.
Værdifulde tips
I en sydlig vind på 6-8 m/s med tilhørende bølgegang blev lænsetræning og pumpeteknik udgangspunkt for træningen.
En svær teknik, som både erfarne og knap så prøvede sejlere fik mulighed for at forbedre:
- Selvom nogle af sejlerne var helt ny i Finnjollen, så fik alle nogle værdifulde tip med hjem. Alle sejlere nåede at få personlig feedback fra træneren på vandet, skriver Finnjolleklubben på sin hjemmeside.
Feedback over leverpostejsmadder
Også på land delte André Højen tips ud til sejlerne. Mens deltagerne efter formiddagens træningspas gumlede selvsmurte leverpostejmadder, gav OL-sejleren feedback på formiddagens observationer.
Det gav pote. Eftermiddagens træningspas viste således, at sejlerne havde forstået og taget noget af feedbacken til sig.
I den kommende weekend mødes Finnjollesejlerne igen, når der skal sejles Dragør Mesterskab.