Luffe 3.6 og Dragonfly 28 ses også i Fredericia
Made in Denmark, findes der stadig heldigvis stadig meget af. To værfter fra hhv. Kolding og Skærbæk er klar med ret tjekkede både til Boat Show i februar. Se også foto af Lyøjollen.
Af Troels Lykke |
Fra Kolding kommer Luffe Yachts med deres mindste og meget populære Luffe 3.6, som kan opleves første gang indendørs i Danmark, det sker på Boat Show i Fredericia.
- Vi glæder os til at møde kunder og besøgende og få en snak om Luffe 3.6 og vores øvrige modeller. Boat Show er en god lejlighed til at vise os frem, fortælle om hvad vi gør, og hvad vi kan. Vi forventer at få mange gode kontakter, og hvis vi kan sælge en båd, så er det jo også fint, siger grundlægger Oluf Jørgensen med et smil.
Luffe 3.6, der afløser Luffe 37eren, kan man også se i Fredericia fra 23. februar. PR-foto
Quorning Boats viser Dragonfly 28 frem
Det sidste af de store værfter er Quorning Boats i Skærbæk syd for Fredericia.
- Vi viser vores Dragonfly 28 Performance, som er nyeste version af den populære Dragonfly 28-serie, hvor vi netop har rundet salget af bygge nummer 200, fortæller Jens Quorning.
Dragonfly 28 modellen er en trailbar båd med fem køjepladser på to meter, og de tre versioner af Dragonfly 28 byder på muligheder for både familie-, tur- og kapsejlads.
- Vi ser frem til et spændende Boat Show – med den sommer vi havde i 2018, kan det kun gå godt, mener Jens Quorning.
Og en mindre Lyøjolle
Som en krølle på halen kan det nævnes, at Boat Show naturligvis også byder på masser af mindre, sejldrevne fartøjer.
Det gælder eksempelvis den flotte Lyøjolle, som bådebyggemester Jan Vogt fra Bootsjan på Lyø præsenterer i Fredericia.
Boat Show finder sted i MESSE C Fredericia den 22.-24. februar og 28. februar-3. marts 2019. Se mere på www.boatshow.dk.
Bådebyggemester Jan Vogt fra Bootsjan på Lyø, viser denne Lyøjolle frem. PR-foto