Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jonas kan noget særligt. Han skaber fart i båden som få andre, og han kan trække på en enorm erfaring. Foto: Dansk Sejlunion

39-årige Jonas Warrer klar til ny OL-satsning i 49er

Efter en pause er tidligere OL-guldvinder Jonas Warrer tilbage i 49eren - med kurs mod VM i Aarhus og siden OL i Tokyo 2020. Ny gast er det 19-årige stortalent Jakob Precht Jensen.

 

Af Troels Lykke |

I år er det ti år siden, at Jonas Warrer sammen med Martin Kirketerp hentede én af dansk idræts mest dramatiske OL-guldmedaljer nogensinde.

Det var historien om en knækket mast, en kroatisk lånebåd og flere dages nervepirrende tovtrækkeri i jurylokalet, før den danske guldmedalje i 49er-klassen endelig kunne hænges om halsen på de to Aarhus-sejlere. 

Det skriver Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

Jonas Warrer, der fylder 39 år den 22. marts, melder sig nu klar til endnu en olympisk satsning i 49eren - med sommerens VM i Aarhus som første stop på vejen. 

"Jeg synes, det er fedt at sejle 49er, og jeg har stadig ambitioner om at vinde nogle konkurrencer. Det er kort fortalt, hvad det handler om," fortæller Jonas Warrer, der senest deltog ved OL i Rio i 2016, hvor han sammen med Christian Peter Lübeck opnåede en fjerdeplads.

Efter Rio-legene tog Warrer en lang pause fra 49eren, og det har bragt sulten tilbage. 

"Jeg kan mærke, at når jeg har været væk fra det noget tid, så begynder det at krible. Lysten kommer tilbage, og det mærker jeg nu." 

19-årig med som ny gast

Som ny gast i 49eren har Warrer denne gang allieret sig med den blot 19-årige Jakob Precht Jensen. Han var blot ti år gammel, da Jonas vandt OL-guld tilbage i 2008. 

"Jeg sejlede Optimistjolle dengang, og jeg kan huske, vi sad derhjemme og fulgte med i stor spænding. Det var helt klart med til at give mig følelsen af, at en olympisk drøm godt kunne blive til virkelighed," fortæller Jakob Precht Jensen.  

"Vores træner (Peter Hansen, red.) havde spurgt mig, hvad jeg ville sige, hvis Jonas kom og foreslog, vi skulle sejle sammen. Jeg tænkte, 'ro på, det sker jo ikke', men det gjorde det, og nu står vi her." 

Klar til første start

Jonas og Jakob har trænet sammen i et lille halvt års tid.

I begyndelsen af april stiller de for første gang op ved en international event - det altid stærkt besatte Trofeo Princesa Sofia på Mallorca, som markerer åbningen af den europæiske stævnesæson for de olympiske klasser.  

"Jeg synes, vi er et godt match på personligheder. Jeg mangler nogle års erfaring, så lige nu har jeg selvfølgelig en masse at lære for at komme op på niveau med Jonas, men jeg synes, det går hurtigt med at lære," siger Jakob Precht Jensen. 

"I 49eren handler det om samarbejde," supplerer Jonas Warrer. "Det vigtigste for os er tid sammen i båden. Jo mere tid, jo bedre." 

Eksotisk trænerjob baner vejen

Senest har Warrer og Precht gennemført et træningsophold på Mallorca sammen med andre besætninger i den danske 49er-gruppe.

Samarbejdet er i perioder lidt udfordret af, at Jonas også har et trænerjob at tage hånd om.

Jobbet er lidt eksotisk - det foregår i Indien, hvor han er træner for en gruppe af 49er-sejlere i flåden og hæren. 

"Meget kan man sige, men man bliver ikke rig af at sejle olympisk, så jeg prøver at skrabe lidt penge sammen ved at træne rundt omkring. Den indiske flåde og hær har et 49er-hold, som de gerne vil gøre bedre - de har også nogle olympiske ambitioner. De har så spurgt, om jeg vil hjælpe, og det vil jeg gerne," fortæller han om jobbet, som reelt er dét, der gør det muligt for ham at videreføre sine egne OL-ambitioner. 

Ikke langt fra topniveau

Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen har forskellige stævner i kalenderen hen over foråret.

Foruden Trofeo Princesa Sofia på Mallorca er Delta Lloyd Regatta i Holland i kikkerten eller - hvis de bliver hevet op fra ventelisten - World Cup'en i Hyéres.

De de med sikkerhed til start ved Kieler Woche i juni, der samtidig tæller som dansk VM-udtagelse. Første store mål for den nye besætning er VM i Aarhus i august. 

"Jeg sejler ikke for at blive nummer 5, 10 eller 20. Vi er her for at vinde så meget som muligt, og vores træner siger, at Jakob kan blive verdens bedste gast. Det er tydeligt, at tingene kommer nemt til ham. Allerede nu er vi ikke langt fra, hvor det ser rigtigt godt ud," siger Jonas Warrer i en vurdering af potentialet baseret på den korte tid, de to har sejlet sammen. 

Sportschef: Jonas kan noget særligt

Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen glæder sig over, at Jonas Warrer har mod på en ny 49er-satsning. 

"Jonas kan noget særligt. Han skaber fart i båden som få andre, og han kan trække på en enorm erfaring. Alle situationer under sejladser har han set og oplevet før. Der er ikke lang tid til VM, men på lidt længere sigt - hvis vi taler om OL i Tokyo - er jeg ikke i tvivl om, at Jonas og Jakob har potentiale til at udgøre en konkurrencedygtig dansk 49er," siger Thomas Jacobsen.

content-loader
content-loader
content-loader