Fyn Rundt for bevaringsværdige skibe satte rekorder
Årets Fyn Rundt for bevaringsværdige skibe satte rekord med omkring 55 deltagende skibe. Mindre rekord-agtig var vinden, så en enkelt etape blev for motor.
Fyn Rundt for bevaringsværdige skibe er netop afsluttet, og skibe fra Svendborg og Troense vandt førstepladsen.
Fredag aften blev Fyns store maritime folkefest afsluttet med præmieoverrækkelser for over 500 deltagere i et telt på Svendborg Havn, hvor der både blev sat rekord-deltagelse, rekord-publikum og rekord-sommervejr.
Småt med vind
Der var flere tilmeldte skibe end nogensinde. 51 skibe med 526 besætningsmedlemmer deltog i kapsejladsen, og dertil var der fire skibe, der sejlede med som dommerbåd, slæbebåd og så videre.
Også sommervejret satte rekord. Men den eneste rekord, der ikke blev slået i år, var sejlfarten rundt om Fyn. For det har været småt med vind.
- Vejret er lidt for stille, og onsdag måtte vi aflyse sejladsen fra Assens til Ærøskøbing, så de kunne gå for motor. Ellers var de aldrig nået frem til festlighederne, siger Jay Brun Jensen til Fyns Amts Avis.
Fest i telt
Fredag sluttede kapsejladsen ved målstregen i Svendborg Sund og skibene lagde derefter til kaj i havnen. Resten af dagen var der hygge og fest for både sejlere og publikum, og om aftenen var der præmieoverrækkelse og grillfest for besætningerne.
Den prestigefyldte førsteplads i Store Klasse gik igen igen til Svendborg-skonnerten Aron. Den nu afdøde skipper Kristian Lund hentede præmien et dusin gange. Arons nye skipper, Gorm Bødker, modtog sammen med skibets reder, Anette Hansen, førstepræmien.
Andenpladsen i Store Klasse blev vundet af skonnerten Brita Leth fra Aarhus. Tredjepladsen gik til Svendborg-skonnerten Lilla Dan. I følge dommer Sune Blinkenberg et meget tæt løb.
Tæt race
Førstepladsen i Mellem Klasse scorede Elsa Margrethe fra Kolding. Også i Mellem Klasse var racet så tæt, at dommeren måtte tage et dybt dyk i paragrafferne for at træffe sin afgørelse. Andenpladsen blev vundet af FDF Aalborg Søkreds Jens Krogs, også som Elsa Margrethe et tidligere fiskefartøj.
Tredjepladsen gik til skonnerten Mira fra København.
Kvitterede med sang
I Lille Klasse topscorede førstegangdeltageren Concordia, efterfuldt af den jagt-riggede, tyske og Lundeborg-byggede Freja Aus Kiel og galeasen Vega fra Roskilde.
I Store Specialklasse hentede skipper Leif Madsen førstepladsen i den jagtbyggede Muller. Hans besætning af glade, velvoksne Troense-drenge kvitterede med en sang skrevet til lejligheden.
De følgende pladser blev snuppet af det svenske redningsfartøj Astrid Finne og jagten Valkyrien af Hobro.
I Lille Specialklasse kom tyske Freya Aus Den Sieben Inseln på førstepladsen efterfulgt af den Walsted-byggede Lodsen fra Nyborg og Colin Archer-typen Carina af Hals.
Muller-skipper Leif Madsens besætning kvitterede for førstepladsen med en munter sang om skaldede isser og lav højde i salonen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis
Se også hvordan man bruger en stegepande i let vind.