Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
De danske Rockwool-team nåede blot at sejle et enkelt event i SailGP-serien, inden coronavirussen lukkede sæsonen før tid. Foto: Denmark SailGP Team / Facebook

SailGP-stævnet i København aflyst - vender forhåbentlig tilbage i 2021

De lynhurtige F50-katamaraner kommer alligevel ikke til hovedstaden den 11. og 12. september. Mens to af de øvrige 2020-stævner allerede er blevet en del af næste års sæson, lurer det danske stævne fortsat i kulissen.

Af Sara Sulkjær |

Der var lagt op til et brag af en sejlsportsfest, når de syv højteknologiske F50-katamaraner i SailGP-serien, sejlsportens Formel 1, i midten af september skulle sætte sejl på Øresund.

Den populære ØRC-regatta havde venligt fremskyndet Malmø-sejladsen en uge, ligesom også ungdommens DM var gået på jagt efter en ny stævneweekend for at undgå en kollision med den internationale SailGP-event.

Samme høflige hensyntagen udviser den altomfattende coronavirus ikke. I stedet sætter pandemien nu en aktiv stopper for resten af SailGP-sæsonen, hvorfor også eventen i København må lade livet.

SailGP håber på København

Mens to af de fire resterende 2020-events i San Francisco og New York allerede er skrevet i den nye 2021-kalender, er det fortsat uvist, hvorvidt det danske stævne kan udskydes.

Håbet er dog, at et besøg i dansk farvand atter bliver en mulighed:

- SailGP har også til hensigt at vende tilbage til Storbritannien og Danmark i løbet af den den flyttede sæson 2, lyder det optimistisk fra SailGP på seriens hjemmeside.

Flere stævner

Når den foilende serie i april 2021 atter går i luften, starter samtlige teams fra scratch. Resultaterne fra den første og eneste afholdte sejlads i 2020 bliver annulleret. Et stævne, som ellers faldt ud til det britiske Ineos-teams fordel:

- I sidste ende er det her sport, og vi vil vende tilbage, når det er sikkert for alle involverede. Selvfølgelig er det hårdt ikke at være på vandet, specielt efter at jeg fik smag på SailGP i Sydney for et par måneder siden. At sejle disse både er et privilegie, forklarer skipper Ben Ainslie.

Samtidig udvides programmet i den udskudte sæson 2 fra fem til mindst syv events, der løber helt frem til de første måneder i 2022. 

TV 2 Sport vil i 2021-22 atter have rettighederne til at sende live fra F50-sejladserne.

Kilde: SailGP

content-loader
content-loader
content-loader