Corona-komprimeret Sailing Aarhus Week med dramatik og DM-titelkamp i Wayfarer og Luffe 37
Der var titler på spil hos Wayfarerne og Luffe 37’erne, da sejlere på tværs af syv klasser satte hinanden stævne på Aarhusbugten. Just og Friis gjorde rent bord hos Wayfarerne og kunne fortjent lade sig kåre som danmarksmester, mens Aloha vandt Luffe 37’s klassemesterskab som uofficielt DM.
Selvom Sailing Aarhus Week i år blev gennemført i skyggen af COVID-19, var der masser af livlig sejlsportsaktivitet på Aarhusbugten i weekenden.
Cirka 120 både var registreret på tværs af tre stævner – Aarhus Olympic Days II for de olympiske bådklasser, Sailing Aarhus Week Youth for talentfulde ungdomssejlere og Sailing Aarhus Week Regatta for bredden, skriver Sailing Aarhus til bådpressen.
Et perfekt sejlet stævne
Især Sailing Aarhus Week Regatta, tidligere Aarhus Festuge Cup, bød på rigelige mængder dramatik – på godt og ondt. Det vender vi tilbage til.
Et DS-DM hos Wayfarerne havde lokket 14 besætninger til Aarhus, men på trods af det pæne fremmøde var der ikke meget spænding om udfaldet.
Mogens Just og Anders Friis leverede nemlig det perfekte stævne med lutter sejre i deres otte sejladser. Dermed kunne duoen fra Kaløvig og Esrum Sø fortjent lade sig hylde som DS-danmarksmestre.
Flere hjemmebanesejre i de øvrige klasser
Også i Luffe 37 var der en titel på højkant. Fem besætninger gennemførte således et klassemesterskab som uofficielt danmarksmesterskab. Her endte Jakob Jespersen, Søren Gudmand, Lars Daugaard og Jacob Dyrholm øverst på podiet i det, der på sigt gerne skulle blive til et officielt DS-DM.
I Contender sejrede Frank Stigborg fra Hellerup snævert over Solvej Waagepetersen fra Aarhus Sejlklub med Jon Møgelhøj på tredjepladsen blandt otte både.
I OK-jolle tog Joe Schubert fra Horsens førstepladsen foran Michael Dinesen fra Aarhus Sejlklub og med Mads Hansen fra Ebeltoft på tredjepladsen.
Peder Bo Nielsen, Søren Bundgaard og Flemming Dalhoff fra Sejlklubben Bugten var bedst blandt fem Folkebåde, mens Anders Bertelsen, Christian Schulz og Anders Lamberg fra Aarhus Sejlklub sejrede blandt fire H-både.
Endelig trak Povl Friis sig sejrrigt ud af en ren aarhusiansk dyst mellem fem både i Spækhugger-klassen.
God test af stævne-setup fra flere havne
Selve Aarhus Internationale Sejlsportscenter var fyldt med olympiske sejlere, mens Regatta-sejlerne var fordelt mellem Aarhus Sejlklub og Sejlklubben Bugtens faciliteter i lystbådehavnen.
Ungdomsstævnet blev afviklet i Kaløvig Bådelaug. Alt sammen for at undgå smittespredning. De tre stævner blev afviklet på fem baner på Aarhusbugten.
- Vi har fået bekræftet, at det kan lade sig gøre at afvikle Sailing Aarhus Week og andre stævner fra flere havne. Det har været fint at afprøve, hvis corona fortsat er et tema, når vi skal afholde sejlsportsstævner næste år, fortæller Per Hjerrild, der er Regatta Manager hos Sailing Aarhus.
- Jeg har dog savnet de daglige skippermøder og den dynamik og stemning, som er til stede, når man samler alle klasser på tværs. Men alt i alt har det været et rigtig godt samlet stævne efter omstændighederne, påpeger han.
Ingen personskade efter voldsom kollision
Trods gode tilbagemeldinger på Sailing Aarhus og klubbernes stævneafvikling og håndtering af myndighedernes regler og restriktioner var der en smule malurt i bægeret. Under lørdagens sejladser skete en voldsom kollision mellem en Luffe 37’er og en Folkebåd, da et topmærke skulle rundes.
Kollisionen førte til stor materiel skade, men heldigvis ingen personskade, forlyder det fra stævneledelsen. Begge både måtte efterfølgende fragtes til Egå Havn, hvor hjælpen ventede.
- Sailing Aarhus siger tak til alle, der sørgede for hurtig udrykning i forbindelse med uheldet, ligesom der skal lyde en stor tak til alle frivillige på tværs af stævnerne for hjælpen ved dette års Sailling Aarhus Week 2020, slutter arrangørerne.