E-sejlsportsligaen nu for klubhold - kvalifikationsstævne 25. april
Nu introduceres E-sejlsportsligaen. E-sejlsport, hvor klubhold sejler mod klubhold, som man kender det fra Sejlsportsligaen. Sæsonen til den virtuelle liga starter med et kvalifikationsstævne allerede 25. april. Skal din klub være i 1. division?
Sejlsportsligaen fortæller til bådmedierne om det nye initiativ:
- Nu når vi ikke kan sejle i vores liga på vandet, må vi tilbyde anden aktivitet, så vi fortsat kan samle klubberne på tværs af landet. Så nu sætter vi strøm til klubber, sejlere og partnere, forklarer Nynne Ammundsen fra ligaen.
E-Sejlsportsligaens sæson starter med et kvalifikationsstævne allerede 25. april, hvilket samtidig er startskuddet til 1. sæson af den nye virtuelle liga.
Kvalifikationsstævnet afgør, om der sejles i mere end 1. division, og hvilke klubhold der er i hvilken division.
Hvad er e-sejlsport?
Efter kvalifikationsstævnet sejles der hver anden lørdag frem til den store finale 28. juni.
E-sejlsport er et simulationsspil, hvor man kan sejle mod andre sejlere eller andre klubber. Formålet kan være at blive en bedre sejler, at hygge sig med sine kammerater eller en aktivitet på tværs af klubber og aldersgrupper.
Se stævnedatoer og ’Spørgsmål og svar’ under E-sejlsportsligaen på www.sejlsportsligaen.dk.
Klubhold møder klubhold
Hver klub kan have én sejler med i E-sejlsportsligaen og skal derfor vælge/nominere en e-sejler til at præsentere pågældende klub i E-sejlsportsligaen. Klubben kan godt udskifte deres e-sejler fra stævne til stævne.
E-sejlsportsligaen genbruger mest muligt at det kendte fra Sejlsportsligaen: Korte op-og-ned-baner, fastlagte stævnedage og fem races. Folkene bag Sejlsportsligaen står samtudug for registrering og betaling for klubbernes deltagelse i Virtual Regatta.
Har du allerede en personlig profil i Virtual Regatta, bruger du blot denne, når du spiller ’som dig selv’, men ikke som klub, hvor den profil, klubben har fået via Sejlsportsligaen, anvendes.
Du kan se Dansk Sejlunions videoer og blive klogere på e-sejlsport her.
Hvordan fungerer det?
Tilmelding foregår via nemtilmeld.dk og al deltagelse er mulig og gratis for medlemsklubber af Dansk Sejlunion. Når jeres klub er tilmeldt, opretter E-sejlsportsligaen en profil i Virtual Regatta med jeres ’nick name’, fx KDY SHARKS eller HELLERUP HIGHFLIERS.
Formatet ændrer ikke på jeres klubs eksisterende placering i Sejlsportsligaen, og resultaterne vil ikke påvirkes af hinanden.
For mere information kontakt E-sejlsportsligaen, Nynne Ammundsen, på nynne@sejlsportsligaen.dk.