Gå til hoved-indhold
Michael Staal sidder længst væk, lige før OL startede. Det er Jonas Høgh-Christensens pressemøde. Foto: Troels LykkeSejlklubber
Michael Staal sidder længst væk, lige før OL startede. Det er Jonas Høgh-Christensens pressemøde. Foto: Troels Lykke

KOMMENTAR: Fra powerpoint til sejltøj

Erhvervsmanden Michael Staal er nu afløst af topsejleren Thomas Jacoben, som OL-chef. Er det smart? Og var det fair, prompte at sende Staal hjem forleden. Staal blev ikke bortvist, men fritstillet. (opdateret 21.45)

Af Troels Lykke |

Michael Staal havde en stor karriere i Velux, hvor han var chef for mange mennesker. Men som Finnjolle-sejler blev fristet af jobtilbuddet til elitechef for OL-landsholdet, for fem år siden, efter at North-sejlmageren Theis Palm stoppede.

Staal var manden, der gad rode mere med papir end sejleren Theis Palm, på den måde kunne Michael Staal professionalisere forholdet til Team Danmark. Det mener jeg er lykkedes for Staal. Det lykkedes ham at få sat struktur på en masse ting, fx talentudvikling, som Team Danmark havde krævet i flere år.

Og det er mit indtryk, at Theis Palm havde rigeligt at se til, da han var langt mere sejler end administrator.

Uværdig afskedigelse

Nu er en ny topsejler sportschef, elitechef-betegnelsen er pakket væk af den nye handlekraftige DS-formand Hans Natorp, der ikke kan betegnes som en medløber, der gør alt hvad DS-sekretariatet peger på.

Fint med det, demokratiet virker i Sejlunionen, selvom det ifølge vores kilder på stedet gav rystelser, da Hans Natorp mødte op og fyrede elitechef Michael Staal.

Den stil hører mere hjemme i erhvervslivet og ikke i en idrætsorganisation. Staal havde jo ikke taget i kassen, tværtimod, han har været med til at skovle millioner af Torm-kroner ind til Sejlunionen.

Jeg er klar over at der i juridiske termer er tale om en fritstillelse og ikke en bortvisning, som der siden er kommenteret på i denne artikel. Beklager at mit ordvalg kunne misforstås, jeg mener at det var for hårdt at vise bort på den måde, som der gøres i erhvervslivet. (opdateret 21.45)

Prof-sejler med guld om halsen

Men tilbage til Thomas Jacobsen, en mand der kender vejen mod toppen. Vi har mødt ham som Soling-sejler, hvor han vandt guld med Jesper Bank og senere mødte vi den høje sejler i Valencia, hvor han gastede på det tyske America's Cup-hold. Manden er dybt professionel og har siden studeret idræt på Århus Universitet.

Ingen tvivl om at det bliver fint med Thomas, sejlerne og pressen vil i højere grad kunne tale med ham, det så vi i går, hvor han i DR Sporten sagde: Lur mig, de kan ikke holde sig væk (Høgh-Christensen, Warrer og Kirketerp).

Michael Staal talte et andet sprog, et sprog fra erhvervslivet, som til tider kunne gøre folk fjerne i blikket. Han blev nu bedre efterhånden, mindre uld i munden, og Staal stillede altid op til et interview med et smil.

Vi håber at Thomas taler endnu mere ud af posen og erkender hvis sejlerne ikke præstere. Der skal lægges pres på sejlerne ellers skal de tages af. Ingen talent - intet landshold. Det handler om medaljer og ikke om at blive nummer 20 for 10. gang i træk.

Tiden til Team Danmark

Tilbage er om kan Thomas tackle alt det tidsrøvende arbejde med Team Danmark, der konstant skal gøres tilfreds? Var Staal ikke bedre til det? Og vil det administrative ikke gå ud over kontakten med trænerne, hvor Staal havde Pete Conway, som 470-kvinderne var glade for og Rigo de Nijs, som 49erne roser.

Nu fyres de to trænere måske, i hvert fald skal de snart have en samtale med Sejlunionen. Lige nu hersker der usund usikkerhed om trænerne, kan vi høre på sejlerne.

Men var det smart at fyre Michael Staal og ansætte Thomas Jacobsen?

I hvert fald kan man sige, at der aldrig tidligere har været så meget negativ omtale i pressen efter at 49erne Warrer og Kirketerp havde et katastrofalt forhold til Staal og daværende 49er-træner Jan Christiansen.

Forholdet til KDY, under Staals periode, har også været yderst køligt, det startede allerede da KDY-direktør Morten Lorenzen stillede sig op på en generalforsamling i 2009 og forlangte et advisory board fordi, der ikke var tillid nok til, at Staal selv klarede det hele.

Staal lyttede ikke nok, heller ikke til det advisory board der blev stablet på benene, lyder kritikken fra flere vi har talt med gennem de seneste måneder. Staal lyttede også for sent til sejerne, der krævede objektive udtagelseskriterier frem mod OL i 2008.

60 timer om ugen

Men at sende Staal ud i kulden i denne uge, med kort, kort varsel (opdateret 21.45) fra sit kontor er uværdigt, det har han da aldrig fortjent, manden knoklede 60 timer om ugen med at være elitechef og han har fået struktur på nogle ting, som den nye sportschef Thomas Jacobsen kan få gavn af.

Nu får vi mindre powerpoint uden Staal og mere sejlertøj med Jacobsen, spørgsmålet om det er nok til medaljer i England i 2012?

Troels Lykke

Intens debat mellem Staal, tv, og Lorenzen under generalforsamling i 2009. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader