Gå til hoved-indhold
Ejvind Melleby fra Norge er ved at gøre båd klar. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Ejvind Melleby fra Norge er ved at gøre båd klar. Foto: Troels Lykke

Hestbæk og Olsen tæt på at knække mast på Bahamas

I morgen begynder et højt profileret Starbåds-stævne. - I en bomning var vi ved at miste masten og vi ødelagde salingshornet, siger Hestbæk til minbaad.dk, der nu også er landet på den caribiske ø.

Af Troels Lykke, Bahamas |

18 besætninger forbereder sig til Starbåds-finalen i Nassau, Bahamas. Det danske par fra OL, Michael Hestbæk og Claus Olesen, er klar og har været på vandet de sidste par dage.

Lige nu roder de på havnen med deres mast, ud for en lille hyggelig sejlklub, Nassau Yacht Club, der har en lille pool ved indgangen. Og poolen  behøver ikke at blive opvarmet, for her er cirka 28 graders varme.

Olesen: Vi vejede lige ind

Klokken er 10.56 her på Bahamas, der er seks timer efter Danmark i tidsforskel.

De danske sejlere er vejet ind og det gik godt. De var dog kun lige inde for vægtgrænsen.

- Vi er netop blevet vejet ind og jeg var lidt  under 110 kilo og Michael lidt over 84 kilo, så vi er målt ind på 3-400 gram hver fra grænsen, siger en svedig Claus Olesen, der snart tager på vandet og træner, når vinden kommer.

Hækstaget røg i frisk luft

I går var sejlerne ved at miste masten i en bomning.

- Vi bommede i 10 m/sek. og spilerstagen borede sig ned i vandet og pludselig røg hækstaget af, så jeg måtte sidde og holde det og måtte råbe til Claus at nu skulle han virkelig hjælpe med at få sat hækstaget fast og det nåede han. Det var utroligt tæt på vi knækkede masten, jeg frygtede at det ville ødelægge vores nye storsejl, som ikke lige kan erstattes, mens vi har en ekstra mast, siger Michael Hestbæk, der viser den norske Starbåds-sejler Ejvind Melleby, hvor meget deres salingshorn bøjede.

Olesen har trænet i Drage og OK-jolle

Men ellers er sejlerne klar.

- Vi har god fart på kryds, siger Claus Olesen, der er klar selvom han ikke har trænet fysisk længe, mens han forsker på Aarhus Universitet.

- Jeg har da fået sejlet Drage med Lars Hendriksen og så har jeg sejlet lidt i min OK-jolle, men det er blevet til for lidt, siger Claus Olsen, der også sejlede i Starbåd i Athen med Nicklas Holm, da de i 2008 blev nummer ni.

I morgen onsdag går starten klokken 11 Bahama-tid, hvilket er klokken 17 dansk tid. Alle sejler mod alle onsdag, torsdag og fredag, mens de ti bedste mødes i en finale lørdag, hvor der sejles tre sejladser, hvor sejlerne skilles ud.

Først ryger der tre ud efter første sejlads lørdag, så tre mere i anden sejlads og til sidst sejler de sidste fire om at vinde.

Den samlede præmiesum er 1,1 mio. kroner og der er præmier til alle, men den sidste 18. båd får ikke mange penge.

Cayard og Scheidt

CEO fra Artemis i America's Cup, Paul Cayard, som er her, er blandt favoritterne til at vinde her på Bahamas, men det er Hestbæk og Olesen også. Duoen tog VM-bronze i 2012 og Hestbæk og før vundet EM-guld to gange i Starbåd med Martin Hejlsberg i 1994 og 1996.

Men største favorit er dog Robert Scheidt, vi netop har talt med. Han har vundet tre verdensmesterskaber i Starbåden og ni i Laser-jollen, i øvrigt. For få dage siden vandt han nemlig et VM mere i Laser-jollen.

Ejvind Melleby, tv., går med hue i 28 graders varme for at han kan tabe sig før vejning senere i dag. Hestbæk viser ødelagt salingshorn efter træning mandag.

Beslaget ved salingshornet blev lige bøjet i går hos Hestbæk og Olsen. Nu er det skiftet ud.

Nye salingshorn sættes på mast før træning i dag.

Sådan er udsigten fra Nassau Yacht Club.

content-loader
content-loader
content-loader