Gå til hoved-indhold
Så glade var Jan Saugmann, da han i 2012 vandt VM i 505-klassen i Frankrig foran 180 både.Kapsejlads
Jan Saugmann var langt fra tilfreds med sit VM på Barbados i år, hvor han blev nummer otte.

Paul Elvstrøm og Jan Saugmann er solgt til 505-jollen

Begge er vilde med jollen og begge verdensmestre i 505-jollen fra 1954. Læs portræt af Jan Saugmann, der nu leder efter ny gast og udvikler ny polsk 505.

Af Troels Lykke |

 - Det er den bedste båd, der nogensinde er konstrueret, sådan har verdens største sejlerikon, Paul Elvstrøm, udtrykt sig om den franske 505-jolle fra 1954.

Og udover sine fire OL-guldmedaljer, blev  Paul Elvstrøm også dobbelt verdensmester i 505-jollen i slutningen af 50erne.

Af øvrige danske rorsmand, der også har taget titlen er Jørgen Schønherr og Jan Saugmann. Sidstnævnte blev verdensmester sidste år i Frankrig og Jan Saugmann blev også verdensmester i 2007 i Australien.

Den 45-årige Jan Saugmann, der har sejlet 505-jolle siden 1992, bekræfter Paul Elvstrøms udsagn.

- Jeg har det som Paul Elvstrøm, det er den fedeste båd, der findes og så kan man udvikle 505-jollen. Og båden er en god investering med en lav afskrivning. Hvis man fx køber en brugt til 150.000 kroner, så vil den stadig være 100.000 kroner værd efter ti år, fordi skroget er lavet i stift kulfiber i en sandwich-konstruktion, siger Jan Saugmann, der i maj kom hjem fra Barbados i Caribien, hvor han sejlede en 8. plads hjem med Martin Görge.

Et resultat, som en sukkende Jan Saugmann tydeligvis er utilfreds med, eftersom han var regerende verdensmester da han stillede op på det turkisblå vand. Samarbejdet med den tyske gast, Martin Görge, ophørte da også efter VM, uden at Saugmann vil uddybe det nærmere, udover at det er besværligt at træne sammen på grund af den store afstand.

Planer 10 knob på kryds

Jan Saugmann, der bor i Hillerød og er gift og har to børn, har let ved at forklare hvorfor han stadig sejler i 505eren på 21. år:

- Det er en sjov jolle, fordi den sejler hurtigt på alle kurser. På kryds i hård vind sejler den 10 knob på kryds (og planer, red.) ellers er farten på kryds omkring 7-8 knob, mens den med spiler kan sejle 25 knob fordi den har et meget fladt skrog, der gør at den planer godt, men ellers planer jollen ofte mellem 15 og 20 knob i hård vind på læns, siger Jan Saugmann om jollen, hvor rorsmanden skal hænge ud over kanten og gasten skal stå i trapez allerede fra fem m/sek. fordi jollen er overrigget med meget sejl og lidt stabilitet, selvom det stabiliserende sværd stikker helt ned til 1,45 meter.

Tekniske sejlere

Til dagligt er Hellerup-sejleren systemteknikker og det passer godt ind i klassen, hvor der er mange ingeniører.

- Man skal ikke være ingeniør, men der er mange i toppen af klassen, siger sejleren. En af ingeniørerne er Jørgen Bojsen-Møller, der er olympisk guldvinder i bådtypen, Flying Dutchman, mens han 'kun' har opnået VM-sølv i 505-jollen, siger han til BådNyt på gaden.

Ingeniører har da også virkelig muligheder for at sætte deres præg på den fem meter og fem centimeter lange båd.

Klassen tillader det eksotiske materiale, kulfiber, undtagen masten, der skal være i aluminium.

Også ror og sværd må produceres i kulfiber og i alle mulige smalle profiler.  Alt sammen noget, der gør at jollen kommer op på en nypris på en kvart million kroner, med sejl og landevejstrailer til.

- Jo, den er måske dyr, men den er også langt mere holdbar end fx de olympiske bådtyper, 49er og 470eren, siger han om 505-jollen, der har et utal af muligheder for at blive trimmet, lige fra justerbart vant under sejlads, masteskubber, der bruges til at ændre faconen i masten, så storsejlet reducerer sin kraft.

Udvikler ny jolle i Polen

Selvom Jan Saugmann og hans tidligere gast, Morten Ramsbæk, var næsten 12 år om at ramme verdenseliten, så har Jan Saugmann nu etableret sig i klassen, efter to VM-guld. Det har fået en polsk producent til at indgå et samarbejde med den danske rorsmand.

- Vi vil gerne lave verdens hurtigste 505-jolle, inden for de tilladte tolerancer, men der er plads til at kunne udvikle. Vi vil gerne skabe en båd, der er så fladbundet som muligt og bred og flad agter til, så den kan plane lettere og stævnen skal være skarp, så den lettere kommer gennem krap sø. Vi vil også optimere vægten, så forskibet og fribordet bliver lettere, mens vægten bliver placeret i bunden af båden, forklarer sejleren til BådNyt.

Pludselig døde gasten

Jan Saugmann havde den helt store nedtur i 2011, da hans gast gennem 17 år, Morten Ramsbæk, pludselig døde efter hovedpulsåren sprang.

- Det var min bedste ven der døde, vi kendte hinanden rigtigt godt, ham kunne jeg ikke lære noget. Morten og jeg havde jo rigtigt godt sammen, man skal kunne fungere fordi man kører meget sammen til stævner og er på båden sammen. Han bliver svær at erstatte, men nu skal jeg have ny gast igen, siger Jan Saugmann til BådNyt.

Han fortsætter kun i klassen, hvis han får en 90 kilo, høj gast, der er god nok til at VM-medaljer igen kan sejles i hus. Selv vejer Jan Saugmann 77 kilo.

Danske verdensmestre-skippere i 505-jollen
Paul Elvstrøm, 1957, 1958
Jørgen Schønherr 1990
Jan Saugmann 2007, 2012

Læs hele artiklen i BådNyt på gaden, skrevet af Troels Lykke, der hver måned leverer artikler til BådNyt.

Så glad var Jan Saugmann, da han sin tyske gast i 2012 vandt VM i 505-klassen i Frankrig foran 180 både.

 

content-loader
content-loader
content-loader