Gå til hoved-indhold
Her et foto med Stefan Myralf, da han vandt OK-jolle DM i 2011. Foto: Troels LykkeKapsejlads
Her et foto med Stefan Myralf, da han vandt OK-jolle DM i 2011. Foto: Troels Lykke

Paul Elvstrøm fik jordbærtærte og OK-mærkerundinger

Europamester Jørgen Svendsen var bedst til Hellerup Sejlklubs klubmesterskab, hvor et bundmærke var lagt forbi 86-årige Paul Elvstrøms hus.

Af Troels Lykke |

Paul Elvstrøm er et nulevende sejlerikon, som i den grad bør æres. Og det blev han i lørdags af over 30 OK-jolle sejlere, da sejlerne havde lagt et bundmærke lige ude foran huset i Hellerup på Sigridsvej.

Oppe på første sal sad Paul Elvstrøm og allerede klokken 10 var OK-sejleren og 49er-træneren Adam Malling forbi ham med en jordbærtærte, som man også gav Elvstrøm sidste år.

Og en time efter kom de mange OK-sejlere ned i en temmelig tæt mærkerunding tæt på Elvstrøm i let mellemluft.

Og det skete flere gange på de to banesejladser, men også på en distancesejlads, der talte dobbelt og blev vundet af Bo Petersen, der tog en samlet andenplads, mens Jørgen Svendsen tog en førsteplads.

- Ud over Elvstrøms OL-guldmedaljer og mange verdensmesterskaber, så står der jo også meget respekt om ham fordi han har udviklet redningsvesten, bailerne, winchblokken og meget andet. Så det var godt vi sejlede forbi Paul, siger 53-årige Bo Rekker, der fik testet sit Høj Jensen-sejl og tog en femteplads.

Comeback med jolle til 9.000 kroner

På en fjerdeplads, lige efter Jens Lauge, kom Stefan Myralf, der har holdt fire måneders pause fra klassen, men han kom tilbage og købte en brugt, hurtig OK-jolle til 9.000 kroner i Belgien, dog uden kulfibermast og sejl til.

- Det var jo en hyggelig afslappende sejlads med en lænserstart, men når 5-minutteren går, så går der jo kapsejlads i den, siger Myralf, der er gift med Trine Elvstrøm og bor i samme hus som Paul Elvstrøm.

- Paul var glad for at sejlerne gav ham den opmærksomhed, han synes det var sjovt at følge os, siger Myralf, der nu vintertræner næsten hver dag.

69-årige Jørgen Lindhardtsen blev nummer ti i Hellerup. Han døjer stadig med skader i sin arm. Den hårde jollesatsning har sat sine spor hos Hvidovre-sejleren der bor i Vallensbæk.

content-loader
content-loader
content-loader