Gå til hoved-indhold
Jørgen og Jacob Boisen-Møller i 505. Foto: Mick AnderssonKapsejlads
Jørgen og Jacob Boisen-Møller i 505. Foto: Mick Andersson/sailingpix.dk

Topsejler fylder 60 år: Tillykke Jørgen Bojsen-Møller

I morgen kan Jørgen Boisen-Møller fejre sin 60-års fødselsdag, og kan se tilbage på mange år med adskillige OL-, VM- og EM-medaljer. Nu har han købt en ny 505er, hvor VM-guldet mangler.

Af katrine bertelsen |

Få kan, som Jørgen Boisen-Møller se tilbage på en sejlerkarriere med så mange sejre.

I Flying Dutchman blev det til OL-guld i 1988 og bronze i 1992. Hertil skal lægges utallige VM- og EM-medaljer. Og 60 år er ingen alder, når man som Jørgen Boisen-Møller stadig sejler på topplan.

Efter Flying Dutchman blev taget af OL-programmet prøvede Jørgen kræfter med 470-jollen, men det var ingen succes. De senere år er 505-jollen kommet til, og da Jørgen sjældent gør noget halvt, blev det til EM-guld i 2013.

Ny 505'er

Jørgen sejler med sin bror Jacob, og både i Flying Dutchman og 505-klassen sejles der på højt niveau. Jørgen og Jacob er netop kommet hjem fra Flying Dutchman-stævne i Hannover, og i dag er Jacob på vej hjem fra Tyskland med en spritny 505’er.

- Det kommer til at tage nogle uger at få den rigget til, fortæller Jørgen Boisen-Møller. Han regner med mellem 100-150 timer før 505-jollen er sejlklar, men der skal også blive tid til træningssejladser på Øresund.

At vinde VM i 505

Der er VM for 505 til august i Kiel i år, og her håber Jørgen, at hans og Jacobs største frustration og ambition: at vinde VM i 505, endelig vil lykkes.

- Vi prøver igen, siger Jørgen, men vores stærkeste konkurrent, Wolfgang Hunger er favorit og han træner på topniveau, så vi får se om det lykkes i denne omgang.

Også i Flying Dutchman-klassen er brødrene aktive, og deltager i VM i juli i Skotland. Her har de også indledt sæsonen med en ny båd. Det bliver en travl sommer!

Fra minbaad.dks redaktion skal lyde et højt hurra og tillykke til Hellerup-sejleren Jørgen Boisen-Møller, en dedikeret, beskeden, vedholdende og hamrende dygtig sejler, der fortjener al mulig hæder.

content-loader
content-loader
content-loader