Lærke Buhl-Hansens OL-satsning på 2. klasse
Danmarks bedste kvindelige OL-surfer får minimal hjælp af Dansk Sejlunion, selvom 22-årige Lærke kun var to VM-pladser fra at kvalificere RS:X-klassen til OL. Vi møder hende i Santander.
OL-sejlads er langt fra glamour. Kald det hellere for hårdt arbejde for egne penge. Sådan er virkeligheden for den 22-årige RS:X-surfer, Lærke Buhl-Hansen, der i sidste uge sluttede på en 30. plads ved VM i nordspanske Santander, blandt 62 modstandere.
Selv om hun lever i skyggen af de etablerede OL-sejlere, så er Aarhus-sejleren glad for resultatet, da hun sluttede i guldfeltet.
- Det er aldrig tidligere sket for mig og jeg håber stadig på at jeg kvalificere min klasse til OL, når der sejles VM i 2015 i Oman. Jeg skal tage nogle kilo på og så skal jeg blive bedre teknisk, så jeg får mere fart på, når jeg sejler lige ud, siger den veltrænede, lyshårede kvinde, der kun vejer 54 kilo.
Vi møder hende i Dansk Sejlunions Torm-telt på havnen, hvor solen bager ned på de tusinde sejlere fra hundrede nationer.
Hun surfer nu på femte sæson og har endnu ikke formået at sejle sig til støtte fra Dansk Sejlunions OL-landshold, hvor fx OL-guldvinderen Jonas Warrer og europamesteren Marie Baad befinder sig.
Fik startgebyr betalt
En landsholds-støtte fra Dansk Sejlunion og Team Danmark kræver typisk top 10 resultater ved et VM eller EM og de er ikke endnu. Men hun skælder ikke ud på nogen, men konstaterer bare, at hun selv må betale det meste i sejlsporten.
- Jeg har fået betalt startgebyret til VM og så har jeg adgang til de samme faciliteter, som landsholdssejlerne med fysioterapeut, bådebyggere og andet, men jeg får penge fra ESAA (Elite Sports Akademi Aarhus, red.) og jeg kan træne i Team Danmark Centret hjemme i Aarhus, men jeg har et mindre budget end andre og må selv betale de fleste udgifter, siger Lærke Buhl, der til dagligt bor på Aarhus Lystbådehavn i en 36 fods sejlbåd, en Compis 36, med kæresten Anders Hørning.
Surferen kæmper meget på ene hånd og nogen træner har hun heller ikke, men til VM havde hun sine forældre, Per Hansen og Birthe Buhl-Hansen med som støtter.
- Før VM trænede jeg med australiere, nordmænd og svenskere og hjemme træner jeg med Ingrid Puusta, men når jeg træner seks dage på en uge på Aarhus Bugten er det tit alene, siger Lærke Buhl-Hansen, der også har sit studie, som maskiningeniør at passe.
Lærke Buhl-Hansen kæmper for at komme op i vægt.
Lærke Buhl-Hansen får opbakning af sine forældre. Her er de med i Santander. Se også hendes højre knæ, der var belastet.