Nye afviserøer ved Svendborgsundbro er en udfordring
400 sejlere i Silverrudder skal slås med afviserøerne ved Svendborgsundbroen, hvis sejladsen sættes i gang med start mod vest. Og det er sket før.
Solo-sejladsen om Fyn, Silverrudder, er populær og er udsolgt.
- Ja, det er helt vildt. Nu har vi oprettet en venteliste, og her har vi allerede 15 på, siger nonstop-solokapsejladsens leder, Ole Ingemann fra Svendborg Sund Amatørsejlklub.
- Og 400 er 400, betoner han overfor Fyens.dk
- Det er det maksimum, vi har sat i år, siger Ole Ingemann og lader forstå, at det måske kan blive endnu højere i de følgende år.
- Der plejer at dukke nogle afbud op, og der kommer ventelisten så ind i billedet. Jeg er helt sikker på, at vi bliver 400 til start, siger Ole Ingemann.
Med et deltagerantal på 400 solo-sejlere er kapsejladsen fra Svendborg i sig selv en flerfoldig rekord.
Den er verdens største af sin art, men den er samtidig også Danmarks største kapsejlads sammenlignet med deltagende antal både i fx Fyn Rundt og Sjælland Rundt i de senere år, men ikke på antal sejlere.
Med sejlere fra ni nationer er Silverrudder en af Danmarks mest internationale kapsejlads.
Blandt sejlerne er de tyske deltagere i overtal i år. Hele 240 både er tilmeldt fra vor sydlige nabos havne.
Ny udfordring ved Svendborgsundbroen
En ny udfordring i år bliver afviserøerne ved Svendborgsundbroen - vel at mærke mest, hvis sejladsen sættes i gang med start mod vest og dermed direkte i en kæmpeklump hen mod broen og Vejdirektoratets nye stenbunker.
Afviserøerne kom til efter at Ærøfærgen sejlede ind i broen.
Racet Svendborg-Svendborg rundt om Fyn indledes med skipper-info på Frederiksøen torsdag aften 22. september. Startsignalet til Silverrudder 2016 lyder fra Den Runde Lystbådehavn fredag morgen og formiddag.
Kilde: fyens.dk