Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Her ses Sejr Hansen fra Sejlklubben Frem i Svanemøllehavnen.

Sejr Hansen sejler Sjælland Rundt for 40. gang

- Jeg har været med hvert år i egen båd siden 1978, med forskellige både, og der har ikke været to ens sejladser. Jeg glæder mig til sejlernes juleaften, blogger X-342-sejler Sejr Hansen.

 

Af Troels Lykke |

2017 bliver 40. gang i træk som skipper på egen båd Sjælland Rundt, fortæller Sejr Hansen i dag til minbaad.dk. Han fortæller videre.

Sjælland Rundt, der i år torsdag starter 29. juni i Helsingør, er en fantastisk sejlads, der ligger lige på det rigtige tidspunkt af året. 

Når jeg sejler Sjælland Rundt føler jeg, at min båd og besætning virkelig får lov til at sejle, desuden er det en rigtig god indledning til feriesæsonen.

Jeg har altid følt det som sejlernes juleaften. Det er en sejlads man går og forbereder sig på, lige så snart båden er kommet i vandet.

Det gælder om at finde en besætning, der kan arbejde godt sammen og har det rart med hinanden, de sømandsmæssige færdigheder er ikke altid det vigtigste.

2-3 retter varm mad

Vi uddeligerer madlavningen, så vi har 2-3 varme retter med fordelt i foliebakker, så det er lige til at sætte ind i ovnen.

Uanset om det bliver hedebølge eller regn og blæst er det både hyggeligt og en udfordring at få det hele til at fungere over de 2 døgn, sejladsen varer.

Jeg husker nætter med lys himmel mod nord og fantastiske solopgange, som jeg har nydt sammen med min besætning. Og jeg husker tordenbyger så kraftige, at vandet løber af spileren som en smukt vandfald. 

På en Sjælland Rundt finder du også ud af, hvornår det er tid for at rebe i hårdt vejr, og du får prøvet at krydse i et vejr, du normalt ikke ville være gået ud i, og slet ikke sammen med sin kone eller kæreste på sommerturen.

Skulle du så alligevel blive overrasket af en kuling på din sommerferietur, ja så har du prøvet det før, og din ro vil smitte af på din kone eller hvem du holder sejlerferie med.

Nye oplevelser hele vejen rundt

Sejladsen er også unik ved, at du ikke sejler frem og tilbage, men har nye oplevelser hele vejen rundt. Kattegat, som regel med krydsben, hvor det gælder om at finde ud af, om man skal gå under land eller stikke til havs, og ellers muligvis pleje en søsyg.

Odden til Røsnæs ofte foran for tværs, hvor der kan stå nogle hæftige strømsøer, og her er spørgsmålet igen om man skal holde sig inde under Røsnæs, hvilket som regler er en fordel, hvis strømmen er nordgående.

Storebælt, forhåbentlig med spiler eller genakker. Her er det en sjælden lækker oplevelse at sætte spiler eller genakker om natten med pandelygte, og når den så endelig står, giver det et sus i både maven og båden.

Agersøsund med medstrøm eller modstrøm. Fra Stigsnæs til Storstrømsbroen for spiler fordi de farlige Venegrund og Kirkegrund, og ind i mellem Bogø, Møn og Falster, hvor man dufter kolorten ude på vandet.

Marsvin efter båden

Fra Grønsund op til Møns Klint, hvor jeg har oplevet marsvin springe efter båden i leg og hvor man altid risikerer at blive fanget af vindhuller inde ved klinten.

Og så er det eller bare op gennem sundet. Når man når til Dragør, er der masser af landkending, og genkendelsens glæde for en Københavnersejler. På vores båd er vi ofte 6 mand, 2 på hvert hold, 6 timer oppe og 3 timer nede. Når det fungere, kunne vi i princippet sejle en omgang til, når vi når i mål i Helsingør.

Jeg har været med hvert år i egen båd siden 1978, dog flere forskellige både, og der har ikke været 2 sejladser, der har været ens, og jeg glæder mig stadig til sejlernes juleaften. 

Mandomsprøve

Hvis du har fået lyst til at være med og få de samme oplevelser, og du ikke lige har en besætning, så snak med andre bådejere, snak med den lokale sejlerskole, der er mange muligheder for af skaffe folk.

Og husk at der er mange, der vil være henrykte for at være med på denne store sejlads, og for nogen vil være en mandomsprøve. Man skal bare finde dem. Se vi? Det tror jeg nok vi gør!

Sejlerhilsen

Sejr Hansen, Pretty Flamingo, X-342

Skippermøde 29. juni: Singlehanded kl. 08.00, andre både kl. 12.00

Starter

1. Start kl. 10.00 Singlehanded

2. Start kl. 14.00 Twohanded

3. Start kl. 15.00 mindre Racing både

4. Start kl. 16.00 Cruising både (gennem Grønsund)

5. Start kl. 16.30 Cruising både (gennem Bøgestrømmen)

6. Start kl 18.00 Større Racing både (gennem Grønsund)

7. Start kl. 19.00 (flerskrogsbåde)

content-loader
content-loader
content-loader