Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Jakob Bojesen fået nye millioner til at gennemføre missionen. PR-foto

Boatflex får kapitalindsprøjtning på 5 mio. kr.

Venturefonden Seed Capital og to unavngivne business angels smider lidt over 5 mio. kr. i Boatflex, der som Airbnb formidler kontakt mellem private udlejere og lejere – bare med både.

Af Troels Lykke |

Hvis du ejer en båd, har du måske allerede oplevet, hvor stor en del af tiden, den ligger stille. 

Faktisk 98 pct. af tiden, påpeger 31-årige Jakob Bojesen, adm. direktør i og stifter af Boatflex.

Men bådene skal ud og sejle noget mere, og nu har Jakob Bojesen fået nye millioner til at gennemføre missionen.

Venturefonden Seed Capital og to unavngivne business angels smider nemlig lidt over 5 mio. kr. i Boatflex, der ligesom Airbnb formidler kontakt mellem private udlejere og lejere – bare med både.

Det danske startup fra 2014 har store ambitioner, og de er ikke blevet mindre, efter at venturefonden er kommet med ombord.

"Som ventureinvestor er målet at bygge en milliardforretning indenfor ti år – og gerne før – altså en kæmpestor forretning med hurtige vækstrater," siger investeringsdirektør i Seed Capital, Alexander Viterbo-Horten til Børsen

Og det er et sejlbart niveau, mener Boatflex selv, som netop har valgt Seed Capital blandt flere interesserede på grund af fondens høje ambitioner.

"Det ligger altid et pres, men vi laver heller ikke det her for sjov. Vores ambitionsniveau passer godt til Seed Capitals. Vi vil ikke bare lave en dansk platform, men vi vil være en international storspiller," siger Jakob Bojesen.

Skal vise sit værd

Men først skal de 5 mio. kr. brændes af på en måde, der beviser, at Boatflex kan vokse. Det vil Jakob Bojesen gøre ved at styrke selskabets position i Skandinavien, hvor sæsonen er lang, og der er meget at hente.

Derudover vil han kigge mere på Grækenland og Kroatien, hvor selskabet vil rykke ind rent fysisk med medarbejdere for at få mere hånd i hanke med forretningen.

"Det gælder om at rykke hurtigt, for der er ingen, som sidder på over 1 pct. af markedet," siger Jakob Bojesen.

Underskud på 1 mio. kr.

Derfor har han heller ikke nogen planer om, at virksomheden skal tjene penge foreløbigt. Det seneste regnskab viser et underskud på 1 mio. kr.

"Vi kunne blive profitable i år, hvis vi ville det. Men så kan vi jo ikke vokse sådan, som vi gerne vil," siger han.

I øjeblikket findes der 1500 både på platformen, men det skulle gerne stige til 5000 inden årets udgang. Forhåbentlig kan væksten udløse flere penge, så der er råd til eventyret - det tror Seed Capital i hvert fald på.

"Boatflex ligger rigtig godt i forhold til trenden med deleøkonomi," siger Alexander Viterbo-Horten.

Seed Capital forestiller sig, at fonden vil smide et større tocifret millionbeløb i platformen med en udenlandsk kapitalfond om 18 måneder, hvis Boatflex viser sit værd.

Sidste år havde deletjenesten 250 udlejninger, hvor man vil op på 1000 i år. Forretningen fungerer ved, at Boatflex tager et cut på 12 pct. af prisen.

Kilde: Børsen

content-loader
content-loader
content-loader