minbaad.dk
torsdag 16. august

Stadionbanen lå små to kilometer ude i går lørdag, men en storskærm og kommentator hjalp godt til. Foto: Troels Lykke

VM-update: Rindom er toer - Warrer/Precht fik svær start

Efter en blandet lørdag rykker Rindom tre pladser frem i tabellen. Jonas Warrer og Jakob Precht blev udfordret i 49er-klassen, mens Finn-sejler André Højen er i guldfeltet.

Kapsejlads | 04-08-2018 21:59 | Af  Sara Sulkjær

Mens de kvindelige 49erFX-sejlere har fået en forrygende VM-start med en samlet førsteplads til Jena og Katja samt en tredjeplads til Ida og Marie, ser det noget anderledes ud i mændenes 49er-klasse. 

Her fik Jonas Warrer og Jacob Precht Jensen ikke den bedste VM-åbning med en 10-7-21-serie, hvilket foreløbigt blot rækker til en 30. plads blandt de 86 startende.

Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl er næstbedste danskerbesætning på en 34. plads. Det skriver Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse. 

Blandet dag for Rindom

I Laser Radial er Anne-Marie Rindom fortsat med helt fremme. Lørdag lagde hun ud med en andenplads i første sejlads, før hun i næste måtte tage til takke med en 18. plads. 

Sidstnævnte er nu hendes fratrækker, mens fjerde- og tredjepladsen fra åbningsdagen, torsdag, tæller med i regnskabet og samlet placerer danskeren på en andenplads i klassementet.

Med ét point har amerikanske Paige Railey lagt sig i front, mens norske Line Høst er ét point efter Rindom. OL-vinderen Marit Bouwmeester overnatter samtidig på sjettepladsen, syv point efter den førende.  

Højen opfylder sin målsætning

Hos Finnjollerne havde André Højen Christiansen sin hidtil bedste VM-dag med en 19. plads i første sejlads fulgt op af en syvendeplads i anden. 

Det rækker til en samlet placering som nummer 40, dermed er han klar til videre sejlads i guldfeltet, hvilket var hans primære mål forud for VM.

I nationsregnskabet om OL-pladserne er André Højen på en foreløbig 24. plads – kun de otte bedst placerede nationer indløser billet til OL i Tokyo. 

Stor danskerdag i vente

Søndag har Finnjollerne hviledag, til gengæld skal Nacra 17-klassen på vandet for første gang, det samme skal de to RS:X windsurfklasser. Også kitesurferne skal på vandet til deres første VM-sejladser.

Alt i alt er over 40 danske sejlere i aktion søndag ved VM.

Se alle VM-resultaterne her

Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby vandt deres sidste sejlads i 49erFX, men blev dømt for tyvstart. En appel til juryen ændrede ikke på diskvalifikationen. Foto: Sara Sulkjær

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET