minbaad.dk
torsdag 19. april

Per Wejskvists Mills 37 ses her under Palby Fyn Cup. Foto: Troels Lykke

Per Weiskvist: Manden med de 27 både

27 motor- og sejlbåde på 31 år. Men nu er Nyborg-sejleren Per Weiskvist faldet til ro med sin One Off Mills 37 fra 2008 - indtil videre. Se hvilke både han faldt for.

Kapsejlads | 07-02-2018 12:32 | Af  Troels Lykke

Mills 37 er en rigtig ræser. Båden med det høje, stejle fribord og lige stævn har en dyb T-køl, smalt, dybt ror og høj mast i kulfiber.

Den stilfulde sag er bygget i stærk S-glas-glasfiber, da kulfiber straffer på IRC-kapsejlads målereglen. Mills 37 er en one off konstruktion, designet af Mark Mills, og bygget på New Zealand i 2008.

Kun én er der skabt af bådtypen, der er konstrueret til den internationale IRC-regel, og primært til sejladser på en op-ned-bane med kryds og læns.

Båden har en smal vandlinje og egner sig især til at sejle plat læns, men båden er også hurtig på kryds. 

Sjovt med sjælden båd

Dét, at der kun findes én af denne bådtype i verden, tiltaler Nyborg-sejleren Per Weiskvist.

-Jeg synes altid, det er sjovt at have noget, som andre ikke har. Jeg er ikke så meget til ens one design-både. Med Mills 37 er jeg helt alene og kan ikke spare fart med andre, men kan optimere for at finde det bedste potentiale i forhold til kapsejladsens handikapregler. Da vi sejlede Fyn Rundt, kæmpede vi med en moderniseret X-37er Hansen. På kryds sejlede vi fra den, men med slæk på skøderne sejlede den fra os, fortæller sejleren, der købte båden i år i Irland, hvor han i en kold april-måned sejlede Mills 37 hjem med gasterne Kim Haugaard og Joachim Dichmann.

- Båden (der koster 800.000 kr., red.) hentede vi nord for Dublin, vi sejlede ud i det Irske Hav, syd om England og op til Kielerkanalen. Det var i en frisk nordenvind, især da vi skulle sejle ind i Kielerkanalen, der surfede vi 21 knob for bare storsejl og fok, da vi blev ramt af en storm på 25 m/sek, fortæller Per Weiskvist, der på det tidspunkt var salgsdirektør for Elvstrøm Sails, og han har da også siden købt nyt storsejl og ny fok i laminat Epex-dug fra Elvstrøm Sails i Aabenraa, som dog ikke har været monteret endnu.

I dag er den 54-årige sejler havneleder i Nyborg Marina, hvor båden ligger. Den er nu blevet lettere.

Per Weiskvist elsker at optimere på sine både efter DH-måleregel, også denne Mills 37. Foto: Troels Lykke

200 kilo bly ud af køl

- Jeg har taget 200 kilo bly ud af båden, der nu vejer 6,08 ton, der i forvejen ikke er specielt let for en international kapsejladsbåd, som Mills 37 er det. Blyet var placeret under dørken og de ekstra 200 kilo var en fordel i forhold til IRC-reglen, men den øgede vægt straffes efter den danske DH-regel, da det regnes for en del af kølens vægt. For at optimere yderligere til distancesejladser under DH-reglen har jeg også skiftet de almindelige symmetriske spilere ud med fire asymmetriske spilersejl, forklarer Per Weiskvist, der udover en ugentlig aftenkapsejlads i Nyborg primært vil sejle i Danmark med sine seks gaster.

- Men vi vil også gerne sejle efterårssejlads i Flensborg, ellers bliver det de to Fyn Rundt-sejladser fra Bogense og Kerteminde, Ø-Havet Rundt fra Thurø og Stelton Cup i Rungsted, vi gerne vil sejle, forklarer sejleren.

Optimering af bådene efter en kapsejladsregel har de seneste ti år tiltalt Nyborg-sejleren, der er kendt for at skifte bådene ud, som andre skifter deres biler ud. 

27 både på 31 år

Siden han var 23 år, har han haft 27 forskellige både, heraf langt de fleste over de seneste 20 år.

Per Weiskvist er da også udlært automekaniker og kan selv sætte sine både i stand, og det hænger typisk sammen økonomisk, men de næste ejere får som regel også en helt optimeret og opdateret båd, men det er optimeringerne i forhold til en måleregel, som tænder ham.

I de senere år har han optimeret på ILC 40, JV41, Ker 11.3 og nu denne fremmede fugl, Mills 37.

- Jeg har haft mange både, fordi jeg godt kan lide projekter, og jeg har altid optimeret på bådene ud fra måleregler og for at finde bådenes potentiale, selvom det tager tid. Jeg kan godt lide at få bragt de brugte både i orden, så det er da blevet til nogle stykker, og det har altid løbet rundt, men den her Mills 37 satser jeg på i længere tid, som det ser ud lige nu, siger smilende Per Weiskvist. 

- Men jeg kan godt lide at sejle i den. Den passer til mit temperament. Det er ikke en let flyvepapbåd, men en båd med stor kølprocent og fantastisk bygge kvalitet. Jeg bruger jo også båden til lidt tursejlads, og den har fået nye sorte Alcantara-hynder, og der er både toilet, komfur, ovn og køleskab, men også bordplader i kulfiber for at spare vægt. Jeg sejler mest med min kæreste og også lidt med mine drenge, som dog altid har travlt ligesom andre i den alder, siger han med et smil. 

Alt sidder perfekt

Men Mills 37 har primært det han efterspørger, nemlig om båden egner sig til kapsejlads.

- Alt sidder perfekt i cockpittet, alle hal og spil er nemme at komme til, og der er god plads imellem de to kulfiberrat. Hækstaget fungerer via elektronik og hydraulik, hvor det justeres med to knapper i cockpittet. Der er også indbygget hydraulik i masten, så den kan trimmes til alle vejrforhold. Men det primære er, at båden sejler godt allround især i let og mellemluft, men mest på kryds og platlæns. Den er ret hurtig på kryds, hvor den i 6-7 m/sek. sejler 7,2 knob, og den går højt til vinden, fortæller Per Weiskvist.

Og om hvorfor bådene altid kaldes for Visione I, II, 3, osv., lyder forklaringen.

- Visione-navnet fandt jeg på i 2002, hvor jeg var til Maxi Rolex Cup i Porto Cervo på Sardinien. Der blev jeg fascineret af fuldblods-kapsejladsbådene, og der fik jeg en vision om, at jeg engang ville vinde Fyn Rundt overalt (og det lykkedes med Ker 11.3, red.). Siden dengang er mine både blevet kaldt for Visione. 

Mills 37 One Off fra 2008

Designer  Mark Mills

Længde 11,12 m

Bredde 3,44 m

Dybgang 2,3 m

Bovspryd  0,6 m

Vægt 6 ton

Kølvægt  2 ton

Motor indenbords 30 hk Yanmar

Storsejl 46 m2

Fok 33 m2

Gennakere:

A 1 – let skærende

A 2 – spiler til læns – største på 127 m2

A 3 – skærende spiler til mellemluft

A 5 -  skærende spiler til blæsevejr

Mast og bom i kulfiber

Materiale i skrog glasfiber

Antal køjer     6 styk

Antal gaster    6 -8 styk

Ståhøjde i kahyt    1,9 m

Brugtpris         800.000 kr.

54-årige Per Weiskvist har haft travlt med køb og salg af både. Foto: Troels Lykke

Per Weiskvists 27 både siden 1986

Adec 18 

Best 22 

Havdrup 27 

Maxi 77 

Joda 24 

Saga 27 

Finnsailor 35 

Granada 27 

Møn 341 

Impala 36 MK l 

Forbina 9000 

Jeanneau 42 Sun Odyssey

Quicksilver Ribbåd med 25 hk 

Bella 440 GT med 60 hk 

Dehler 43 CWS 

ILC 40 

Regal 2455 

JV 41 

Impala 36 MK ll 

Baltic 43 

Nimbus 3400 

Ker 11.3 

Sun 33 

Ribbåd Brig 420 med 40 hk 

Salona 37 

X 41 

Mills 37 (nuværende)

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET