Cille på St. Martin - orkaner ramte hårdt

Når man sejler rundt i verden som familie, er der bunker af gode oplevelser. Og engang imellem mødes man af en virkelighed som for både børn og voksne tager lidt tid at forstå og bearbejde. Sådan havde Familie Rosentoft det, da de kom tilbage til St. Martin efter orkanerne havde været forbi.

St. Martin som tryg base

Heldigvis er der så mange glæder ved at trække to år ud af kalenderen og prioritere familie, oplevelser og samvær. Heldigvis er det svært at blive træt af at ankomme til en ny ankerbugt, et nyt land og nye eventyr - og de helt særlige dufte, som man kan fornemme, når man ankommer efter mange døgn på havet.

Heldigvis, fordi det også engang imellem kan være rigtig hårdt, at blive konfronteret med den virkelighed man ankommer til. Sådan havde vi det, da vi ankom til St. Martin for et par uger siden.

Sidst vi var her på St. Martin - for cirka otte måneder siden - var det et lille sejlerparadis, hvor langturssejlere samlede kræfter og gjorde klar inden de i maj skulle krydse Atlanten, når det rette vejrvindue kom.

Vi tilbragte næsten to måneder i krystalklart vand med gode bådvenner ved vores side, sendte ungerne ind efter varme baguettes om morgenen, mødte gode mennesker og nød godt af det overskud, som øen havde at byde på.

Vi havde en forventning om at møde samme virkelighed igen. Og valgte derfor at dette skulle være vores trygge base for fødsel - og her vi ville skabe en nem hverdag i tre måneder.

Så kom orkanerne

Men så kom Irma. Så kom Maria. Og så kom José. Og så skete der noget med St. Martin, som vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestilles os.

Øen er meget ramt af Irma og det ses og mærkes tydeligt. Husene mangler mure og tage, butikker ligger øde og har tydeligt været udsat for hærværk, der er ikke mange mennesker på gaderne, stemningen er markant anderledes og cruiserne og turisterne holder sig væk.

Overalt står træerne bare - helt uden blade. Bugten og lagunen er fyldt med skibsvrag. De fleste vrag er synlige, men der dukker dagligt nye vrag op. På land langs vandet ligger kæmpe både og containere - blæst op på land som vejede de ingenting.

Kirkegården ved Marigot Bay ser ud som om den har været udsat for hærværk. Lågene er blæst af gravene og indholdet er nu spredt i havet.

Øen er i chok

Og ingen kan gøre noget. Det virker som om øen stadig er i chok. Alle kæmper. Men de fleste kæmper selvfølgelig for deres hjem. Der er stadig familier der bor på skoler i sovesale, fordi deres hjem ikke er beboelige endnu - og måske bliver de det ikke igen.

Vi forestillede os en dejlig, nem og lidt kedelig hverdag. Det er det ikke. Altså nemt og kedeligt. Det er stadig dejligt, men det er også en virkelighed, som ikke er blevet fortalt om i medierne.

Det er meget værre end man kunne forestille sig. Og det påvirker selvfølgelig hele banden ombord på Johanna. Vi møder mennesker som fortæller om lig der flyder rundt i lagunen, om usikkerheden og angsten. Og om hjælp der mangler.

Der er brug for hjælp

Heldigvis er langturssejlads spækket med gode oplevelser, men engang imellem mødes man af en virkelighed, som er svær at forstå. Og der er stadig brug for hjælp.

Her på St. Martin er cruiserne gået sammen om at rydde øen op. For affald er et kæmpe problem efter orkanerne. Hver dag mødes cruisere for sammen at gøre lidt, der i det lange løb bliver til meget.

Man kan også hjælpe ved at købe denne bog, som er skrevet netop med det formål at samle ind til de orkanramte øer. Jeg skrev om mit bidrag på familiens blog her og her.

Foto: Cille Rosentoft.

Foto: Cille Rosentoft.

Foto: Cille Rosentoft.