Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Hellerup Sejlklub står bag den festlige ØRC-sejlads. Foto: Øresund Rally for Cruisers / Facebook

ØRC'en flytter - vil ikke tage opmærksomhed fra kæmpe SailGP-stævne

Sommersejladsen Øresund Rally for Cruisers viser hensyn til sin nye storebror, der med F50-katamaraner lander i København den 11.-12. september. En weekend, hvor også ØRC'en skulle have været på vandet. I stedet sejler 180 festklædte både til Malmø den 5. september.

Af Sara Sulkjær |

Når sejlsportens Formel 1, den lynhurtige SailGP-serie, den 11.-12. september gæster København, rydder sejlere såvel som kapsejladser kalenderen - også de festglade deltagere i Øresund Rally for Cruisers (ØRC), der ellers skulle have været til Malmø og retur i samme weekend.

- Vi har valgt at flytte datoen fra 12. september til 5. september for ikke at overskygge og tage al opmærksomheden fra det forestående SailGP, fortæller stævneleder for ØRC-sejladsen, Ann Filippa Madsen med et glimt i øjet til Minbaad.dk. 

Mulighed for bestikkelse

Med en ny dato i ryggen sættes alle sejl i søen for at skabe en festlig sejlads for de 180 både, der kan tage del i den udklædte flotille. En flotille, der - stik mod traditionerne - stævner ud fra havnen i Hellerup uden fælles udklædningstema. 

- Vi spinder en tråd til starten af ØRC, og lader temaet være åbent, men hvis man er tømt for idéer, foreslår vi "superhelte" eller "Hollywood", fortæller Ann Filippa Madsen, der understreger, at alle flydende fartøjer er velkomne på startlinjen. 

Her er det desuden en fordel at hilse hjerteligt på komitéen, da det i den festlige - og heldigvis noget atypiske - kapsejlads kan være muligt at bestikke dommeren undervejs...

Dybt uretfærdigt

Når sejlerne rammer Docken Havn i Malmø, lurer festlige timer på Restaurant Årstiderne, hvor også dagens præmier skal finde deres rette ejermænd:

- Alt ender i en stor, sjov fest med præmieuddeling, som i manges øjne er dybt uretfærdig, men rigtig sjovt og overraskende, understreger Ann Filippa Madsen.

Tilmeldingen til ØRC-sejladsen åbner den 1. april. Læs mere her.

content-loader
content-loader
content-loader