De unge kan ikke komme på vandet - Youngsters aflyser alle aktiviteter i april
To camps, herunder den første med fokus på Match Race, streges nu fra Youngsters-kalenderen. Det er ikke forsvarligt at afholde lejrene i det ønskede format, mener arrangørerne.
Den 23. marts, kunne statsminister Mette Frederiksen endnu engang indkalde til pressemøde.
Budskabet var - ikke overraskende - klart: Nedlukningen af Dannmark fastholdes, foreløbigt frem til anden påskedag, den 13. april.
Naturligvis beklageligt
Årets første ungdomsaktivitet for Youngsters-sejlerne, den nye Performance Match Race Camp, der skulle være afholdt den 17. til 19. april i Middelfart, må derfor lukke dørene, allerede inden sejlerfesten blev skudt i gang.
Det samme må den første egentlige camp i Sundby - også selvom lejren først er i kalenderen den 24. til 26. april, altså omkring halvanden uge efter Danmark efter planen atter åbnes op:
- Det er naturligvis beklageligt at måtte aflyse events, men vi må følge de retningslinier, der meldes ud, og mener ikke, det er forsvarligt så kort tid efter en evt. lempning af restriktionerne at gennemføre Youngsters Camps i det format, vi ønsker, påpeger Youngsters på sin hjemmeside.
Får deltagergebyr igen
Om det kan lade sig gøre at flytte de to camps til et senere tidspunkt er endnu uvist, hvorfor tilmeldte, der allerede har sendt deltagergebyret afsted, kan se frem til at få det overførte beløb retur.
De to resterende camps samt ungdomsstævnet i Sletten forventes gennemført som planlagt.
Kilde: Sejlsportsligaen