Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De tre ejere af Tempo Bådsalg Henrik Jørgensen, Stewart Moeliker-Twigg og Gert Sørensen smøger ærmerne op og kæmper for at gøre det lettere og billigere at være bådejer og at handle båd. PR-foto

Bådskat, skrotningspræmie og bådregister er på Tempo Bådsalgs dagsorden

Tempo Bådsalg på Ishøj Havn vil kæmpe mod en urimelig bådskat på bådforsikringer, ligesom de vil arbejde for en skrotningspræmie på gamle både og for et bådregister til registrering af både og pant i både. Desuden vil de atter afvikle Copenhagen Boat Show i Ishøj til august.

Af Troels Lykke |

En af landets største bådforhandlere, Tempo Bådsalg i Ishøj, fejrer nytåret med fire vigtige løfter.

For efter et travlt år med mange solgte både har Tempo Bådsalg allerede sat kursen for det nye år med fire vigtige waypoints, der skal gøre det nemmere og billigere at handle båd og at være bådejer, lyder det til bådpressen. 

Et af de vigtigste mål er fortsat at kæmpe sammen med brancheforeningen Skib og Båd om at overbevise politikerne om, at den helt urimelige bådskat skal afskaffes på kaskoforsikringer. 

Skrotningspræmie til udtjente både

Et andet mål er at få etableret en fond eller anden form for finansiering af en skrotpræmie, så der kan blive ryddet op i alle de gamle, udtjente både, der fylder op i havnene og især på landpladserne. 

Dermed vil der blive plads til nye både og til alle de nye sejlere, der i øjeblikket står i kø for at købe båd, men som har svært ved at finde en havneplads til deres nykøb.

En skrotpræmie vil være et incitament til at skrotte sin gamle båd og bådplads, når man alligevel ikke længere bruger sin båd. Mange af disse både ligger blot og forfalder og skæmmer havnene. 

Bådregister til tryg og sikker handel med brugte både 

- Vi vil også kæmpe for, at der bliver etableret et bådregister for fritidsbåde, hvor man kan registrere fritidsbåde, og hvor der registreres pant i båden. Det vil være en klar fordel af have sin båd registreret, når man vil sælge båden, fordi det gør det nemmere at handle brugte både og giver samtidig køberen en større tryghed mod skjult pant, fortæller Henrik Jørgensen fra Tempo Bådsalg.

I Norge har man i øjeblikket stor succes med et nyt Skipsregisteret for fritidsbåde fra 7 til 15 meter, der drives af Redningsselskapet Småbådregisteret og Sjøfartsdirektoratet, hvor der også registreres pant i bådene.

Når en registreret båd handles, og der skal etableres et nyt lån i båden, skal dokumenterne om pant i båden blot sendes til banken som sikkerhed, før den udbetaler nye lån. 

Flydende bådudstilling igen i sensommeren 2021

Mens såvel årets sommer-udstilling i hovedstaden, Copenhagen Boat Show, og vinterens bådmesse i Fredericia måtte aflyses, satser de københavnske arrangører på at vende stærkt tilbage i 2021:

- Vi måtte desværre udsætte Copenhagen Boat Show i 2020 efter myndighedernes anbefalinger angående Covid-19. Det havde de over 100 udstillere forståelse for, og har sagt, at de er klar igen i år, hvor den landsdækkende flydende bådudstilling bliver gennemført i Ishøj i sensommeren. Her bliver der masser af både og udstyr at kigge på i den første danske bådudstilling i to år, lover Henrik Jørgensen på vegne af Copenhagen Boat Show. 

content-loader
content-loader
content-loader