Vandet stiger kraftigt på Sydsjælland - vi besøger Klintholm og Præstø Havn
Anna Brinch fra Minbaad.dk har oplevet stormen i de nærliggende havne. I Præstø er der en vandstigning på 180-240 cm, og på Møn er vandet steget med 150-180 cm. Se billederne.
Stormen er for alvor ankommet til de sydsjællandske egne, og i Præstø oplever man store vandstigninger.
Vordingborg Kommune beretter om, at en sluseport til Tubæk Å er brudt sammen, og at der arbejdes på at stoppe hullet. Der kan derfor komme hurtige vandstigninger fra åen, som kan trænge op i byen.
Flere både har revet sig løs
Der er flere både, der har revet sig løs, hvilket kan ses i bunden og toppen af artiklen i Minbaad.dk's billedserie. Vinden er stærk, og der skal passes på, hvis man begiver sig udenfor.
Det er også budskabet fra Vordingborg Kommune, som fraråder på det kraftigste, at bådejere og andre opholder sig på broer og i både, indtil vejret er normaliseret.
Dette gælder også fastliggere, særligt i Præstø og Stege. Det kan nemlig være meget svært at få hjælp, hvis nogle kommer i problemer. Men der er nogle, der har valgt at gå imod dette og blive ombord. Det gælder blandt andet Claus fra Præstø, som du kan læse mere om hos TV2 Øst.
Ekstra beskyttelse ud i Stege
Omkring middag fredag blev der lagt en watertube ud i Stege for at sikre bygninger langs havnen mod yderligere oversvømmelse, fortæller kommunenen i en opdatering på deres hjemmeside.
Vordingborg Kommune kan her berette om, at vandstandene ude i havnene:
Aktuel vandstand ifølge DMI: Stege +108 (prognose), Kalvehave +99 (målt), ), Rødvig, Stevns +103 (målt) og Hesnæs Nordfalster +120 (målt).
Aktuel prognose ifølge DMI for max vandstand omkring midnat fredag/lørdag: Møn +150-180, Præstø +180-240, Vordingborg +30-60.
I Præstø og i Stege arbejdes der fortsat i dag på yderligere sikring ved havnene. I havnene meldes om, at der er gjort de nødvendige forberedelser. Vandstanden stiger, og flere steder er kanter og gangbroer oversvømmede, så færdsel i havnene skal ske med meget stor forsigtighed.
Kilde: Vordingborg Kommune