Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Johan Søe er på udviklingslandssholdet i IQ Foils og vil forsøge at udtage Danmark til OL i klassen i 2024 i Paris. Foto: Peter Brøgger/Dansk Sejlunion

19-årige IQ Foil surfer Johan Søe kåret til Årets Sejlsportstalent 2022

Et ekstremt succesfuldt år kombineret med et kæmpe potentiale for fortsat udvikling har sikret windsurferen Johan Søe titlen som Årets Talent i dansk sejlsport 2022. Lige nu er det 105 kilo muskelbundt på Tenerife og træne, fortæller Aarhus-surferen til minbaad.dk.

Af Troels Lykke |

Den 1,91 meter høje bomstærke Johan Søe er braget ind på den internationale sejlsportsscene. Det kom frem i dag på Boat Show i Fredericia.

Fra at være et ukendt navn i den etablerede sejlsport er han i 2022 som kun 19-årig blevet et household name blandt verdenseliten af windsurfere og netop kåret til Årets Talent i dansk sejlsport.

På CV’et fra 2022 har han imponerende titler som både U21 europamester og verdensmester i windsurfing slalom samt U21 europamester og U21 viceverdensmester på den nye olympiske windsurfer IQ foil.

8er på PWA World Tour

Derudover blev han samlet 8’er på årets PWA World Tour, der blandt windsurfere regnes som ekstremt prestigefyldt, og sluttede som 9’er i et felt på +1200 af verdens bedste windsurfere under Defi Wind Gruissan 2022 - verdens måske mest spektakulære windsurfing event, skriver Dansk Sejlunion til pressen.

Windsurferen, der pt. er på træningslejr i Tenerife, var med på videolink, da prisen og de medfølgende 30.000 kroner blev overrakt under åbningen af bådmessen Boat Show i Fredericia fredag morgen.

– Jeg er superstolt og glad over at have vundet Dansk Sejlunions Talentpris 2022. Jeg har haft et rigtig godt år med gode resultater samt en masse fede oplevelser. Derudover har jeg også lært en hel masse og fået en masse gode erfaringer på kapsejladsbanen. Jeg glæder mig til 2023!

Ingen tvivl om Søe

Juryen bag prisen udgøres af fem prominente navne i dansk sejlsport; OL-guldvinder Jesper Bank, OL-bronzevinder og Sail GP-sejler Katja Salskov-Iversen, windsurfer og landstræner for IQ Foil kvinder Sebastian Kornum, singlehandsejler og sejlmager Jan Hansen samt Ditte Juul, underviser i sejlads på Oure og bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion.

At valget faldt på Johan Søe herskede der ingen tvivl om for den kompetente jury. Det forklarer Jan Hansen, der uddelte prisen på vegne af juryen, Dansk Sejlunion, JBH Sailing og Boat Show, der i fællesskab står bag talentprisen.

– Arbejdet med nye talenter har altid betydet meget for mig. Der er mange af de unge sejlere, som kan have brug for lidt hjælp og anerkendelse. Derfor glæder det mig, at vi dag kan uddele den til en så oplagt kandidat, siger han.

Hos Messe C, der som vanligt huser Boat Show, er messechef Lars Søndergaard glad for igen at kunne åbne messen med uddelingen af netop talentprisen.

– Årets Sejlsportstalent er en traditionsrig pris, der gennem mange år har været uddelt på bådudstillingen, og vi er stolte af endnu engang at lægge kulisse til uddelingen, siger han.

Har fået tilnavnet 'The Beast'

- Johan Søe har ikke bare opnået meget flotte og markante resultater i en tidlig alder. Også hans adfærd er bemærkelsesværdig; Han er ikke vokset op i en stor ungdomsklasse eller i et olympisk miljø, siger Jan Hansen.

– Alligevel er han enormt struktureret og organiseret omkring sin sejlads, som matcher de meget ældre og mere erfarne sejlere. Han er analytisk og målrettet og ikke bange for hverken konkurrencen eller konkurrenterne. Ikke noget under, at han har fået tilnavnet ’The Beast’.

Et navn han i øvrigt deler med Jan Hansens egen singlehand race boat.

– Det navn forpligter, griner han.

Fortsat stort potentiale

Samtidig er der stadig masser at arbejde med for det unge talent, påpeger Jan Hansen, hvilket gør ham ekstremt spændende at følge fremover.

– I forhold til den nye olympiske disciplin IQ Foil, der sejles som et mix mellem slalom, traditionel course race og long distance, har Johan Søe et kæmpe potentiale, der endnu ikke er fuldt ud forløst, siger han og fortsætter:

– Der er endnu meget at lære, og dermed har han et kæmpe talent, som fortsat kan udvikles - med Johans kæmpe talent er jeg overbevist om, at det også vil lykkes.

Næste år byder flere store stævner for den talentfulde windsurfer. De vigtigste bliver dog nationskvalifikationen til OL i IQ Foil under VM i Haag og PWA World Touren.

Vil være professionel efter gymnasiet

Johan Søe fortæller i dag fra Tenerife, hvor han har trænet siden 12. februar, at han til  dagligt bor i Beder og går i 3. g på Marselisborgs Team Danmark-linje.

- Jeg vil gerne gå professionel næste år inden for World Cup-Slalom touren, hvor vi har otte stævner om åretefter gymnasiet er slut. Jeg vil gerne leve af det (med prispenge bl.a.) og med materialesponsorer. Til slalom er materialet frit, modsat det olympiske IQ foil, der er one design, forklarer han før han skal til vægttræning på solskinsøen.

Om prisen Årets Sejlsportstalent

Johan Søe kommer fra Århus Windsurfing Klub og sejler på det danske Udviklingslandshold i klassen IQ Foil. Med prisen for Årets Sejlsportstalent følger 30.000 kroner. Prisen uddeles af Dansk Sejlunion, JBH Sailing og Boat Show.

Juryen bestod i år af:

  • Jesper Bank, OL-guldvinder
  • Katja Salskov-Iversen, OL-bronzevinder samt Sail GP-sejler
  • Jan Hansen, singlehand-sejler og sejlmager
  • Sebastian Kornum, windsurfer og IQ Foil landstræner for Lærke Buhl-Hansen
  • Ditte Juul, underviser i sejlads på Oure samt bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion
content-loader
content-loader
content-loader