Gå til hoved-indhold
Udstyr
Christoffer Christensen hjælper under en prøveeksamen hos Watergames i Brøndby Strand. Foto: Troels Lykke

Herligt med duelighedsbevis på kun fire aftner hos Watergames

Minbaad.dks redaktør har for nylig fået papir på, at han faktisk kan teorien i sikker sejlads. Det skete på fire super aftner i træk hos Watergames i Brøndby Strand.

 

Af Troels Lykke |

Jeg har været nummer fire til VM i Optimistjolle i 1976 og jeg har sejlet kapsejlads de seneste 41 år, men jeg har aldrig fået taget et duelighedsbevis. Det er nu endelig sket, så jeg kan leje båd i udlandet fx, i en alder af 48 år.

I 2010 tog jeg nemlig den praktiske del af duelighedsprøven i min klub, Hellerup Sejlklub, da vi sejlede ud i 20 minutter og lagde til bøjer og andre ting i en 606er, men den teoretiske del vidste jeg, at jeg ikke skulle tage i sejlklubben. Jeg orkede ganske enkelt ikke at gå uge efter uge og tage den teoretiske del.

2.500 kroner med beståelsesgaranti

Derfor meldte jeg mig på Watergames fire dages kursus i juni i år, så jeg fik papir på teorien, selvom det kostede 2.500 kroner, men det var også med vand, sandwich og undervisningsmaterialer, når der blev undervist fra 17.30 til 22 mandag, tirsdag, onsdag og med eksamen torsdag, hvor der reklameres med beståelsesgaranti.

Ifølge underviser Robert Larsen fra Watergames, så få får de rigtigt mange kursister, som ikke har en hel vinter til at tage teorien.

-Rigtig mange tager duelighedsbeviset fordi de skal leje både i udlandet og de fleste af kursisterne vi får ind, har sejlet i forvejen. I starten var sensorerne skeptiske over at man kunne tage teorien på en weekend eller fire aftener, men nu synes de at eleverne er velforberedte når de går op til eksamen, siger han til minbaad.dk

Watergames er ifølge vores oplysninger, det største center for at tage duelighedsbevis og speedbådsbevis i Danmark, de startede for fem år siden og har hvert år ca. 1500 kursister igennem i Brøndby Strand, Middelfart og Egå.

Forberedelse før kurset

Det var derfor et oplagt sted at starte. Jeg havde forinden fået materiale af Watergames, hvor jeg kæmpede mig gennem vigeregler, søfartsregler, skibslys, tågesignaler, opmærksomhedssignaler, nødsignaler og søafmærkninger. Det sværeste var helt klart at huske de mange skibslys og tågesignaler.

Den første dag var noget af et chok, vi fik et væld af informationer af den hurtigt talende underviser, 31-årige Christoffer Christensen, der kompetent kørte hårdt på med informationer.

Deviaton, mismisning og kimingsafstand...

Da han talte om deviation, misvisning og kimingsafstand blev jeg noget bleg i ansigtet, men da vi kunne regne det ud ved at bruge tabeller og ikke i søkortet gik det fint.

På den anden aften var forvirringen der stadig, men tingene begyndte at sætte sig. Og vi arbejdede med søkort, hvor vi skulle lægge ruter og beregne hvornår vi var fremme og hvornår vi kunne se diverse fyr og hvad man skulle passe på af grunde og skydeområder og meget andet.

Det var super godt at blive dus med søkortet og jeg fandt ud af en del, når jeg nu sejler rundt i min Drabant 24. Fx at de store skibsruter skal undgås så vidt muligt og at jeg skal orientere mig meget bedre til søs.

Tågesignaler og skibslys er sværre at huske

Vi var fem drenge på holdet, nogle skulle bruge duelighedsbeviset fordi de skulle sejle en båd hjem fra Caribien og en anden skulle have beviset, da hans klub stillede krav om det, hvis han skulle have en bådplads.

Den tredje aften gik rigtigt godt, vi havde dog svært ved tågesignalerne og skibslysene kæmpede vi også med, men jeg havde dog hurtigt fanget at maskindrevne skibe over 50 meter, har to hvide lanterne på.

Vi havde en prøveeksamen og den gik godt for alle da der igen skulle lægges en rute ud.

Det blev faktisk sjovere og sjovere, men vi var godt trætte i hovederne, derfor tog vi en stor RIB i Brøndby Havn og drønede over til Vallensbæk Havn, hvor vi så på lidt sømærker.

Den eneste dag jeg forberedte mig og terpede i løbet af ugen var torsdag eftermiddag før sensor kom om aftenen.

Her fik jeg skibslysene og tågesignalerne på plads. Inden sensor kom, havde vi over en times undervisning og øvelser og derefter fik vi to timer til at løse en rute, som vi skulle lægge på et søkort og samtidig var der en masse skriftlige spørgsmål.

Jeg bestod uden fejl

Derefter kom sensor, der spurgte ind til vigeregler, skibslys og meget andet. Og faktisk kunne jeg svare rigtigt på stort set det hele.

Watergames havde bevist, at de på fire aftener havde banket den fornødne viden ind i min sejlerhjerne og jeg er kisteglad for, at jeg endelig har fået det bevis efter 41 års sejlads.

De øvrige kursister skulle derefter tage den praktiske prøve der koster 750 kroner. Prøven foregik på en speedbåd, hvor der en dag sejles rundt. Og når man har taget den praktiske del, så har man også et speedbådekørekort.

- Vores duelighedsbevis er selvfølgelig meget komprimeret, men du kommer igennem hele pensum og derfor henvender det sig også til sejlere på alle niveauer, folk der har sejlet før, har selvfølgelig et lille forspring, sagde min lærer, Christoffer Christensen. Og jeg giver ham helt ret.

Der skulle virkelig lyttes efter i de fire dage.

Det var her jeg tog duelighedsbeviset.

content-loader
content-loader
content-loader