Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Big Boat Challenge har sat ny standard i storbåds-sejlads. Foto: Troels Lykke

Lykke-blog: Nu stjæler fynboerne billedet - igen

Engang var det KDY, nu er Sailing Aarhus førende organisation i sejlermiljøet, men fynboerne tiltrækker flest sejlere med Big Boat, SailXtreme, Palby Fyn Cup og Classic Fyn Rundt.

Af Troels Lykke |

KDY kan producere OL-sejlere. Tag fx Jonas Høgh-Christensen og 470erne Koch og Sommer, men de sætter ikke dagsordenen mere med store stævner, efter at direktør Morten Lorenzen stoppede i KDY for et par år siden.

KDYs prestigestævne Danish Open er død, selvom det ku have overlevet, har vi fra flere kilder, RC 44 stævnet er dødt, VM i Farr 40 er dødt.

Og hvornår der sker der igen noget i den royale klub, KDY, som vækker opsigt? Jamen, det ved jeg virkelig ikke. Sidste år holdte KDY J/80 VM med Dragør Sejlklub, men det store format virker som fortid i KDY.

KDY har i stedet et sympatisk samarbejde med Hellerup og Skovshoved Sejlklub for OL-sejlere, men det når aldrig den brede offentlighed.

Sailing Aarhus har ambitionerne

Nu er det Sailing Aarhus med Thomas Capitani i spidsen, der kører med klatten. Jyderne har holdt VM for Ungdom, 505-VM, X-35 VM, A-Cat VM og meget, meget andet og de er med i opløbet som havn i Volvo Ocean Race. 

Der er simpelthen progressive sejlere i smilets by.

Men fynboerne sætter scenen hvert år 

Og alt sammen fint nok, MEN det er på Fyn at scenen sættes de næste tre uger. Det hele starter i morgen med Big Boat og SailXtreme i Kerteminde, hvor der ventes over 3.000 sejlere, tilskuere og forældre.

Ugen efter er der Palby Fyn Cup i Bogense, hvor Danmarks største kølbådskapsejlads foregår. Derfter er det atter Kerteminde Sejlklub, der sætter dagsordenen med Classic Fyn Rundt, der er kendt for deres 2-mands løb.

Hvorfor?

Minbaad.dk er med alle tre stævner og det er andre dele af sejlsportspressen også. 

Fyn sætter nemlig dagsorden hvert år i denne tid. Hvorfor det sker, jamen i Kerteminde er der masser af ildsjæle, der både kan organisere og skaffe sponsorer med deres charme og stædighed.

Og i Bogense Sejlklub har Poul Erik Nielsen gjort et utrætteligt arbejde og er klogt indgået i en alliance med landets største marinegrossist, Palby Marine, der klogt  får deres navn slået fast hos tusinde af kølbådssejlere.

Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader