Yngling-VM: Ring og gaster blev bedste danske hold
Yngling VM i Brunnen, Schweiz blev med hollandsk guld, sølv og bronze, mens aarhusianere tog ungdomspokal med 14. plads. Jørgen Ring, Skydsgaard og Larsen blev nummer 10.
Holland viste for 6. år i træk, at de er dominerende i toppen i Yngline-klassen, idet de atter i år besatte både 1.2. og 3. pladsen ved VM i Yngling.
Hidde-Jan Haven blev atter vinder af VM trofæet, foran Tom Otte, som vandt for 2 år siden. På 3. pladsen kom Lieuwe Gietema.
Lige som sidste år fik Danmark en enkelt båd i top 10, idet Jørgen Ring, med gasterne Gustav Skydsgaard og Angus Larsen fra Taarbæk Sejlklub, blev nr 10.
De præsterede i det hårde vejr på sidste dag en fantastisk slutspurt og fik en 4. og 2. plads.
Næstbedste danske båd blev den unge Marselisborg besætning, Rasmus Knudsen, Anders Johansen og Emilie Popp, som blev nr 14. De modtog samtidig NP trophy, som bedste Ungdomshold. Hollænderne dominerer godt nok totalt, men på ungdoms siden kan vi stadig slå dem.
- På stævnets sidste dag var der lovet klar sol og varmt vejr. Det burde kunne give fine sejladser, og det fik vi. Vi blev slæbt ud på banen i vindstille, og kl 11 kom der ca 8 m/s vind fra nord, næsten uden bølger, fordi vinden starter midt ude på søen 500 m foran krydsmærket, forklarer Jørgen Ring fra Taarbæk Sejlklub.
20 m/sek.
Under dagens anden sejlads friskede vinden, og dommerskibet målte 20 m/sek. i pustene, og det skal nok passe, ellers kan en Yngling ikke fladvandsplane, og det gjorde de både, som ikke lagde sig ned. På dagens sidste sejlads døde vinden og banen blev afkortet en lænser.
- Lige da vi kom i mål forsvandt vinden helt, og vi blev trukket ind i havnen, hvor der blev taget både op i 30 graders varme og sol. KL 19 blev der afholdt præmieuddeling domineret af den lokale lommeknivs fabrik Viktorinox, som gav præmier til alle deltagere, fortæller Jørgen Ring.
Fem danske både
Der var fem danske deltagende både. Frederik Lange, Emil Max Møller og Konrad Floryan fra Hellerup Sejlklub blev nr 19, Jørgen Krogh, Frederik Løppenthin og Felix Jacobsen fra Yachtklubben Furesøen blev nr 20 og Jens Stage Petersen, Sarah Sander og Jonas Gram fra Taarbæk Sejlklub blev nr 31 ud af de 52 både.
Næste år afholdes Ynglinge VM i Travemünde, Tyskland. Da det er noget tættere på hjemlige himmelstrøg satses der stærkt på et større deltagerantal fra Danmark. Efterårets kapsejladser giver rig mulighed for god træning op til dette.
DEN 207 fra Marselisborg vinder ungdomspokal ved VM i båden.Holdet med Rasmus Knudsen, Anders Johansen og Emilie Popp blev nummer 14.