minbaad.dk
lørdag 17. november

Få fornemmelse af de hurtige A-Cat's i video fra sidste års VM i Italien.

Klassetjek: I A-Cat’en mødes AC-sejlere og amatører

- Vi hygger os - om vi er stjerner eller ”vandbærere”, fortæller Tom Bøjland, formand for A-Cat. Vestas-skipper Chris Nicholsons sidste stævne inden VOR var i A-Cat’en.

Kapsejlads | 15-04-2016 12:01 | Af  Sara Sulkjær

I denne artikelserie tager minbaad.dk temperaturen i de danske bådklasser. Vi er nu kommet til verdens hurtigste enmands-katamaranklassebåd i verden, hvor Tom Bøjland, formand for klassen i Danmark, fortæller om mødet mellem professionelle stjerner og amatørsejlere. 

Tom Bøjland, hvorfor skal man sejle A-Cat?

- Det er skide skægt. Der er få både, hvor man jubler af glæde på kryds – men 12 knob på kryds i 6 m/s gør, at A-Cat´en er en af dem. Med 23 knob på læns i ligeledes 6 m/s bliver smilet bare endnu bredere. Klassen består af dygtige sejlere, men vi sejler samtidig allesammen for sjov. Der er eksempelvis mange professionelle sejlere fra Americas Cup, som sejler A-Cat i deres ”ferier” fra de professionelle serier. Båden er super underholdende og sindssyg sjov at sejle. 

Eksempelvis var det sidste stævne før Chris Nicholson sejlede jorden rundt med Vestas (i Volvo Ocean Race, red.) EM i A-Cat. Og så er der selvfølgelig alle os andre, der nogle gange kan være med og andre gange bliver banket. Men her er et kanon kammeratskab, og vi kan hygge os sammen – uanset om vi er stjerner eller ”vandbærere”. Samtidig med, er det en båd, man kan sejle i en relativt høj alder – da man står i trapez og ikke hænger, så slid og rygskader ses ikke i klassen. Ved VM om to måneder er den yngste sejler 19 (Mathias Borreskov fra DK) og den ældste langt oppe i halvfjerdserne – gennemsnitsalderen ved VM er 47 år.

Hvad koster det at sejle A-Cat?

- Du kan få en god starterbåd for 50.000 kroner, som du dog ikke kan vinde VM med. Indlæringskurven i båden er meget stejl, hvis man øver sig lidt. Her tæller det altså virkelig, at man træner, man kan ikke vinde ved bare at købe en ny båd. Samtidig er det jo sjovt at træne i den her båd, da den sejler godt. 

En spritny koster fra 150.000 kroner og opad, men du kan også købe en for 100.000 og være med i toppen, hvis du er en dygtig sejler. På årsbasis koster det for nogle 10.000 og for andre 50.000 kroner. Det er jo drenge og deres legetøj… Prisen for at sejle afhænger jo som i alle andre klasser af, hvor mange stævner man tager til. Transport er nem da selve platformen (båden) kun vejer 45 kg, så den kan enten fragtes på taget eller trailer. 

Hvad gør I for at få nye ind i klassen?

- A-Cat’en er, hvis man fraregner OL-klasserne og Optimisterne, verdens største internationale 1-mands klasse og sejles i over 25 nationer. Ved sidste VM i Italien var vi over 170 både fra 18 nationer. Vi tiltrækker derfor særligt folk igennem synlighed ved at sejle stævner, hvor der også er andre klasser. Samtidig har vi jo en båd, der, hvis jeg selv skal sige det, ser pisse fræk ud. Jeg kom selv fra en relativt hurtig båd, en 505-jolle, men det er slet ikke sammenligneligt. 

Når folk prøver den første gang, bliver de generelt enten skræmt fra vid og sans af farten og skal aldrig prøve igen, eller også bliver de hooked for livet. Man skal altså ikke være bange for fart, men rent økonomisk er det, modsat manges forventninger, ikke dyrere end andre internationale klasser, da sejl og master holder i lang tid i forhold til andre joller – det er jo en vinge, vi har oppe – den blafrer ikke og bliver slidt som et sejl i en ustaget jolle med en blød mast.

Hvordan sørger I for vidensdeling blandt sejlerne?

- Når der kommer nye til, står vi straks klar til at hjælpe med tips og tricks. Joachim Aschenbrenner (matchrace-sejler, red.) er eksempelvis lige startet i A-Cat, nu hvor man også begynder at sejle flerskrogs i de fleste matchrace-discipliner, idet man i A-Cat’en hurtigt lærer flerskrogsteknikkerne. Derudover snakker og skriver A-Cat-sejlere utroligt meget om grej og nye fiduser samt eksperimenterer med forskellige løsninger – ja, og så træner vi naturligvis sammen og evaluerer efter det. 

Hvor sejles der særligt A-Cat og hvilke stævner, vil du anbefale at sejle i år?

- I alt er der 26 både i Danmark. Vi har fleets i Sønderborg, Fredericia, Kaløvig, Svendborg og Skovshoved, hvor der er livlig aktivitet alle steder. Selvom klassen ikke er så stor i Danmark, har vi valgt at holde 4-5 stævner om året. Derudover er der stort set stævne i Europa hver eneste weekend, hvoraf der er danske sejlere til 10-12 stævner hvert år. Her vil jeg dog særligt anbefale Gardasøen, de danske stævner og et par klassiske stævner på søerne i Tyskland. Samtidig er der VM i Holland i slutningen af juni, hvor omkring 150 både vil stille til start, heraf fem danske. 

Hvordan ser fremtiden ud klassen i Danmark?

- Den er god. Siden Americas Cup i 2013 hvor Oracle og TNZ viste vejen med foilende Cats, har sejlsportsverdenen bevæget sig med syvmileskridt. Her er A-Cat’en den nemmeste og billigste måde at få luft under sine foils. Klassen er derfor i vækst både i Danmark og i resten af verden. Hvor mange for bare to år siden var usikre på foil-teknologien, har alle nu fundet ud af, at båden bliver  lettere at sejle og koster fuldstændigt det samme at producere. I år har vi faktisk allerede oplevet en vækst af sejlere i Danmark på 20% - for fem år siden var vi kun halvt så mange, som vi er i dag. 

Samtidig er det en udviklingsklasse, hvor man kan få lov at gøre, hvad man har lyst til. En del bygger derfor rent amatør-mæssigt – også i Danmark, eksempelvis har klassens ”Grand Old Man”, Thomas Paasch, netop taget hans delvist hjemmebyggede design i brug, hvor han har udnyttet alle sine idéer. A-Cat’en er for folk, der kan lide at eksperimentere og arbejde med grejet. Det betyder også, at man kan opdatere sin gamle båd til den seneste foilteknologi, hvis man er lidt fiks på fingrene med kul og epoxy. 

Er I tilfredse med jeres hjemmeside?

- Ja, der er god aktivitet på den. Vi bruger dog også andre platforme som mail, Facebook og Messenger. Her på Øresund er vi eksempelvis 10-12 både, der har en Messenger-gruppe. Når der er én, der vil ud og sejle, smider han så en besked i gruppen, og straks er der andre, der er med. Vi laver også nyhedsbreve over mail, som også kommer ind på hjemmesiden, men så er vi sikre på, at folk får det. Vi har samtidig et diskussionsforum på hjemmesiden, men her bruger vi dog i dag mest Facebook. 

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på tombojland(at)gmail.com.

Blå Bog 
Navn: Tom Bøjland

Alder: 52 år

Job: Salgschef i den internationale virksomhed, Eaton

Sejlklub: Skovshoved Sejlklub

Læs klassereglerne (på engelsk) for A-Cat's her.

52-årige Tom Bøjland. Foto: Privatfoto

Tom Bøjland på vandet. Foto: Privatfoto

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET