Gå til hoved-indhold
Havne

Ny gratis mobil app gør havnebesøg nemmere

Ny dansk app skal hjælpe gæstesejlere i lystbådehavne til betaling og reservation af plads. Harba-appen findes til iPhone, iPad samt mobiltelefoner og tablets med Android-styresystem

Af Troels Lykke |

Med den dansk udviklede mobilapp Harba kan sejlere blandt andet betale for havneplads og – i de havne, der har ønsket det - sende anmodning om havneplads eller direkte booke en gæsteplads i en havn via MarinaBooking.

Derudover kan sejlere få væsentlige oplysninger om faciliteter, havnedybder med videre. 

28 havne pt

Harba blev søsat i Apple App Store og Google Play i slutningen af maj. Allerede i løbet af den første måned er 28 havne kommet med, og der kommer stadig flere til. Appen er ude på dansk, engelsk, norsk, tysk og polsk, og snart kommer også svensk og hollandsk med.

”Målet er at runde 50 havne i appen i denne sæson og at hjælpe havnene med ikke bare at gøre arbejdet nemmere, men også at tiltrække flere danske og udenlandske gæstesejlere ind i havnene. De udenlandske sejlere får forhåbentlig øjnene op for, hvor nemt og gnidningsfrit det foregår, når de kan sende anmodninger om plads og foretage betaling på deres eget sprog helt uden sprogforviklinger,” siger Christian Hansen.

Idéen, der hele tiden flød ovenpå

Christian Hansen fik idéen til appen forrige år. Han sad og nød en is på havnen og så havnefogeden gå rundt og samle kontanter fra de besøgende både, Christian undrede sig over, hvorfor det ikke var automatiseret. Hvorfor ikke bruge mobiltelefonen? 

Idéen blev ved med at dukke op, og sejlervennerne syntes, at det ville være fantastisk med en app. Kort før jul sidste år besluttede Christian sig for, at det har var en idé, der ikke bare skulle få lov til at drive væk med strømmen.

"Jeg har før fået andre idéer til produkter, jeg gerne selv ville have, eller løsninger, jeg synes, ville være smarte. Men det her koncept med at betale og reservere pladser via mobilen var bare så simpelt og indlysende. Jeg kunne simpelthen ikke holde op med at snakke om og tænke på idéen, og der kom hele tiden idéer til, hvordan man kunne gøre den endnu bedre. Så til sidst besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at finde ud af, af om idéen kunne bære," siger Christian Hansen.

Sidste efterår testede Christian idéen af i startup-miljøet og vandt undervejs nogle pitching-konkurrencer. Blandt andet vandt han et Mikrolegat ved Danish Entrepreneurship Award, og han fik støtte fra nogle iværksætterordninger.

Han besluttede sig for at hyre en programmør, og pludselig dukkede der også tilbud op fra eksterne investorer, og så er vinter og forår ellers bare fløjet afsted med meget lange arbejdsdage. 22. maj 2016, cirka fire en halv måned efter startskuddet, var første version af appen klar til download for sejlerne.

Sejlere og havnefogeder hjælper med udvikling

”Jeg havde som udgangspunkt en lidt anden idé om, hvordan appen skulle være. Først snakkede jeg med en masse sejlere, over hundrede. I fællesskab med dem fandt vi så frem til en masse fantastisk features og løsninger. Det eneste problem var så, at havnefogederne sagde, at det var fuldstændig umuligt at implementere vores produkt. Så var det tilbage til tegnebrættet,” siger Christian Hansen.

”Men nu, efter samtaler med havnepersonale fra langt over hundrede havne, er vi nået frem til noget, havnepersonalet også er glade for," siger Christian Hansen, som har været nødsaget til at udskyde specialet på cand.polit.-studiet lidt.

"Heldigvis har jeg fået tilladelse fra min vejleder og universitetet til at skrive om iværksætteri med Harba som case. Men jeg må indrømme, at det er svært at finde tid til at skrive ret meget. Det er hele tiden næste uge, jeg regner med at have mere tid og komme videre med hovedopgaven,” siger Christian Hansen.

Inddragelse af brugere i udviklingen står fortsat højt på dagsordenen, understreger Christian. 

”Vi lytter både til de mange sejlere, vi efterhånden har kontakt til, og til havnefogederne. De leverer fantastiske input til, hvordan vi kan gøre appen bedre, og hvilke tjenester vi skal satse på at få med fremadrettet. Vi laver jo ikke et produkt, som kun skal benyttes af os. Vi vil gerne have, at det skaber værdi for alle de over 500.000 sejlere, der er i de områder, vi markedsfører mod i øjeblikket, herunder 250.000 danske sejlere," siger Christian Hansen.

Satser på hurtig international udbredelse

Her i sommeren knokler et internationalt team af sejlinteresserede fra en kælder i en af Københavns Universitets bygninger på Frederiksberg. De får ikke meget vind i håret, sol i øjnene og vandsprøjt på sejlertøjet i denne sæson.

I første omgang arbejder de på at udbrede appen i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, og efter sæsonen tager holdet fat på at få appen udrullet i endnu flere lande.

”Vi har helt klart internationale ambitioner og vil ud på markedet og stå stærkest muligt, hurtigst muligt. For sejlere giver det da heller ingen mening, at de skal være begrænset til kun at kunne bruge appen i et enkelt eller to lande. Det at sejle er jo også friheden til at komme ud på opdagelse i andre lande, så der skal vi også være,” siger Christian Hansen. 

Tilgang til Danmarks største havneportal

Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) ser også sejlere, der anvender de digitale værktøjer, når der navigeres og sejlturen skal planlægges. 

Brugerne af appen får mulighed for booking via FLIDs digitale tilbud Marinabooking og Havneguide.dk, hvor de finder oversigter og beskrivelser af de enkelte havne. 

I det hele taget er samarbejde vejen frem, understreger Christian Hansen, der ser mange andre muligheder for kommende samarbejdspartnere ikke bare i og omkring sejlermiljøet, men også bredere inden for teknologi, markedsføring og andet."

App til iOS og Android

Harba-appen findes til iPhone, iPad samt mobiltelefoner og tablets med Android-styresystem. Den er gratis at downloade i Apple App Store og Google Play.

content-loader
content-loader
content-loader