Gå til hoved-indhold
Vibeke Svenningsen i fuld gang med forberedelserne frem mod hendes jordomsejlning i 2018. Foto: PrivatfotoTur
Vibeke Svenningsen i fuld gang med forberedelserne frem mod hendes jordomsejlning i 2018. Foto: Privatfoto

Vibeke vil jorden rundt uden sejlerfaring

Jeg havde lyst til at udfordre mig selv, kaste mig ud i noget, jeg ikke havde prøvet - også mentalt, siger 33-årige Vibeke Svenningsen, som særligt frygter grundstødning på rev efter Atlanten.

Af Sara Sulkjær |

- Egentlig tror jeg, at drømmen har været undervejs i lang tid, jeg har bare ikke været klar over det, fortæller Vibeke Svenningsen, som til daglig er bosiddende i København.

Da hun en mørk februar-aften sidste år sidder hjemme på sofaen i lejligheden på Vesterbro, bliver sløret dog løftet.

- Lige pludselig kom det bare over mig, at det var det, jeg skulle. Jeg havde haft en drøm om en længere rejse, måske et års tid i Sydamerika, forklarer hun til minbaad.dk. 

Aldrig sat fod på dæk

Dette var dog helt anderledes. Tre år som skipper på egen båd. Og så uden nogensinde at have sat foden på et dæk.

- Jeg har rejst rigtig meget og boet i udlandet i flere omgange. Jeg havde lyst til at udfordre mig selv, kaste mig ud i noget, jeg ikke havde prøvet - også mentalt. Det var for nemt bare at backpacke rundt i Sydamerika, fortæller den 33-årige akademiker.

Hun var netop færdig med uddannelsen og havde fået et godt job hos Mærsk. Lønnen var steget, det købte tøj blev stadig dyrere og møblerne var under udskiftning.  

- Jeg spurgte mig selv, om det virkelig var det, jeg ville? Beslutningen blev taget på én aften, fortæller en velovervejet Vibeke Svenningsen, som særligt fremhæver TV 2’s udsendelser ”Kurs mod fjerner kyster” og en gammel glæde for vandet som vigtige faktorer. 

Opgivende forældre 

Herefter var kursen lagt. Beslutningen, som blev truffet uden overvejelser med andre, skulle nu fortælles videre. Vennerne var begejstrede. Det blev familien også - efter nogle måneder.

- Min familie kender mig jo. De var en lille smule opgivende og spurgte, hvad jeg nu havde fundet på? De foreslog, at jeg kunne sejle som gast på en båd, men det var simpelthen for nemt, forklarer Vibeke Svenningsen.

I stedet ville hun selv stå ved roret med ansvaret for et crew og være den, der traf de svære beslutninger. Hun ville presse sig selv. 

- Mine forældre er jyder, så da de først så, hvor meget jeg formåede at spare op, og at jeg fortsatte snakken, blev de overbevist. Nu tror de fuldt og fast på det, siger en glad datter, som dog stadig kan møde kritiske spørgsmål fra erfarne sejlere:

- Jeg kan ikke sidde og vente i 20-30 år, jeg vil afsted NU. Der er så meget, du skal have styr på og så meget, der kan gå galt. Man kan jo blive ved med at lære nyt, og hvis jeg skal have al den erfaring, kommer jeg aldrig afsted, forklarer hun. 

Nej tak til job i Paris  

Derfor forsøger Vibeke Svenningsen i stedet at suge al den erfaring til sig, hun kan komme i nærheden af inden afrejsen i sommeren 2018. 

- I virkeligheden var det jo fuldstændig uoverskueligt i starten. Jeg googlede løs, men det var svært at finde informationer. Jeg startede i stedet med at lave en sindssyg lang liste med de ting, jeg tænkte var nødvendige; medicinering, hvilket anker, hvilken båd og så videre, fortæller hun. 

Det blev dog hurtigt alt for omfattende. At melde sig ind i Mærsk Lines egen sejlklub, få en masse timer på vandet og tage Duelighedsbeviset blev i stedet hendes udvej. Nu var der for alvor taget hul på drømmen - på godt og ondt.

Her gik det nemlig op for Vibeke Svenningsen, at der nu skulle prioriteres. Hun måtte ofte takke nej til venindebesøg i sejlsæsonen, da hun skulle på vandet. Fornylig blev det sågar endnu sværere, da hun fik et yderst attraktivt jobtilbud gennem Mærsk Line i Paris. 

- Det ville selvfølgelig være fedt at bo i Paris, og det ville være en stor karriereudviklende mulighed. Det var ikke særlig nemt, jeg er vant til at gribe mulighederne. Denne gang kunne jeg dog se med hensyn til sejlerfaring, at det ikke gik. Det er helt umuligt at sejle i Paris, forklarer hun. 

Sindssyg bange for grundstødning

Sejladsen ligger nu suverænt på førstepladsen i Vibekes liv, og sejlererfaringen er i kraftig vækst. Det betyder dog ikke, at tvivlen nu har løbet sin egen vej. 

- Jeg er sindssyg bange for at gå på grund. Netop at have krydset Atlanten, gå på et rev, og så er turen ligesom slut. Det ville være det værste overhovedet, fortæller sejleren, som regner med at bruge i omegnen af 600.000 kroner på en båd. 

Det er dog ikke grundstødningen, der lige nu er den største frygt. At sætte en dato, købe en båd og kaste fortøjningerne i København er for Vibeke Svenningsen den største udfordring. At sige farvel til familie, venner og hendes forholdsvis nye kæreste.

Alligevel er drømmen om det dybblå Stillehav, dykkerture og uendelige mængder af tid nok til at skubbe bekymringerne til side - og opfordre andre til at gøre det samme. 

- Bare gør det! Det er fantastisk at have drømme, og det er også okay, at de forbliver drømme. Drømme kan jo være hvad som helst. Men det er også vigtigt, at handle på nogle af dem, understreger den kommende jordomsejler. 

Du kan se flere billeder fra Vibeke Svenningsens forberedelser frem mod jordomsejlningen herunder samt følge med på hendes blog her.

content-loader
content-loader
content-loader