Jeg er lige hjemvendt fra Dansk Sejlunions Klubkonference, som gerne skal være en smeltedigel for networking, nytænkning, gode historier og cases om, hvor det fungerer godt ude i det ganske land.
Vi, der arbejder professionelt med at styrke sejlsporten, vrider og vender hver sten for at finde på, inspirere og lede efter strategier, der vel kan samles meget godt i DS' egen strategi ”Flere på vandet i flere timer ” – det er svært at blive uenig i dét mål.
Min mission og mit daglige job er, at klubberne bruger Sejlsportsligaen og J/70-miljøet som aktivitet og løftestang.
Nu snart med et nyt ungdomsligamiljø. I den forgangne uge (uge 46, red.) har vi bl.a. haft en dialog med ligaklubberne om, hvad det må koste at deltage i ligaen.
Vi er rørende enige om, at det egentlig ikke drejer sig om den sidste tusindkroneseddel eller to – men om psykologi hjemme i klubben. For hvorfor skal ”VI” betale for, at andre morer sig med at sejle liga.
Thurø fortalte om metoderne
Lørdag var jeg så til et modul på Klubkonferencen, hvor Thurø Sejlklub fortalte om deres succes og metode. Et modul, der forståeligt nok fyldte lokalet, så ekstra stole måtte hentes ind.
Det har længe været kendt, at Thurø ”rykker for vildt”. Klubben har investeret i tre stk. J/70'ere – med målet om otte! Klubben har også en fantastisk pigesejlerafdeling, og man har ”sejl og studer” med 40 nye sejlere. Ungdommen fungerer, og de sejler liga.
Så hva' fa'en er det, de gør dernede på Thurø? I inderkredsen omkring ligaen har vi længe søgt efter en forklaring på succesen fra Thurø – for så vil vi ”bottle” deres eliksir og sende den ud til det ganske land.
Tiøren faldt
For mig faldt tiøren på vej hjem i bil fra Klubkonferencen. Ud over de mange dedikerede timer fra ildsjælene – så var der en gennemgående ting, der slog mig. Thurø udstråler åbenhed, rummelig og frem for alt kærlighed til projektet.
Kærlighed til sejlsporten. Kærlighed til bådene. Kærlighed til pigesejlerne, til de nye unge og til alle de gode gamle i klubben. Ingen smålighed og millimeterdemokrati. WAUW....
Jeg har kendskab til sejlklubber, der i disse dage har generalforsamling - hvor bl.a. fornyelse, foryngelse, evt. J/70-indkøb er på agendaen. Det, jeg hører, er historier om kamp og fraktioner – specielt fra dem, der med et glimt i øjet går for at være ”de sure gamle mænd”.
De gamle sure mænd
Hvorfor? Fordi "de sure gamle mænd" netop savner den eliksir, de drikker på Thurø – der er ingen åbenhed, ingen rummelighed og ikke tilstrækkelig kærlighed over for fremtidens sejlere. Det handler om ”bro 4, plads 9” – herfra MIN verden drejer.
På Thurø har de vist, at bådtyper og anden forskellighed kan gå hånd i hånd. Der bliver skiftet til nyt materiel, efterhånden som økonomien er til det. I mens sejles der i Soling og J/70 på tværs af klubben.
Store stærke mænd hjælper pigerne med spileren i de høje vindstyrker. Til gengæld sørger pigerne for en god skude varm mad efter træning. Til glæde for alle.
Så kære gamle, mentalt gråhårede mænd: Kom nu.. Mange af jer har masser af penge på klubkontoen. I behøver ikke at være bange for fremtiden.
Mange af jer er måske ligeså heldige som jeg selv - at have fået børnebørn. Jeg ved da, at når vi den næste måned skal finde en julegave eller to til de kære små, er det ikke pengene, det skorter på. Snarere handler det om, hvad vi kan finde på.
Min opfordring er: Vis noget kærlighed og rummelighed over for fremtidens sejlere – det vil komme tifold tilbage. Om ikke andet, så til børnebørnene, når de vokser op.
Og til der unge rundt omkring: Gå hen og giv ”de gamle grå” et kys på kinden..
De kærligste hilsner
Peter Wolsing
Sejlklubber
