Tur

Familien Rosentoft blev en del af Hortas sejlerhistorie med deres maleri på molen. Foto: Cille Rosentoft.

Begejstret langtursblogger Cille på Azorerne efter Atlanterhavskryds

Familien Rosentoft er kommet i land på Azorerne efter 21 dage over Atlanterhavet. Familien er blevet en del af sejlerhistorien, efter at være vokset med opgaven som familie.

Af Cille Rosentoft | 11-06-2018 16:33

Vi er kommet i land i Horta på Azorerne efter 21 dage på havet. Vi forlod Nassau den 7. maj, havde et 6 timers nødstop på Bermuda, og nu sidder vi i Horta og har netop gennemført vores længste stræk nogensinde.

Vi har tegnet vores logo på molen her i Horta, som traditionen foreskriver. Vi er blevet en del af sejlerhistorien og det er ikke uden stolthed jeg ser på min familie.

Mere end vind, kurs og position

Nu har jeg lyst til at fortælle om turen. Men hvordan gør man det? Hvordan beskriver man 21 dage på havet? En rejse på 42 fod med de fem vigtigste mennesker i sit liv. Jeg ved det ikke.

Vores Atlanterhavskryds er ikke udelukkende en fortælling om vind, kurs og position. Det er så meget mere.

Rutinerne tog over

Jeg kunne fortælle om de utallige flokke af legesyge delfiner, som fulgte os på vej. De mange hvaler, som blev studereret langt fra og tæt på, og som mindede os om hvor små vi i virkeligheden var.

Rutinerne der langsomt tog over og gjorde dagene fulde af indhold, og på samme tid fik dem til at flyve afsted. Timerne med blikke på et hav, der skiftede karakter hele tiden.

Havet var mildt og venligt, mørkt og skræmmende, helt fladt og meget bølget. Snakkene i mørket i cockpittet, drømmene og planerne der blev lagt, fordi alt kunne lade sig gøre lige der under stjernerne.

Hvaler, delfiner og portugisiske orlogsmænd

Børn der voksede, lidt i størrelsen, men mest i sindet. Fiskekrogene der forblev tomme hele vejen, men som alligevel blev kastet ud hver eneste morgen. Portugisiske orlogsmænd i massevis, magiske og skræmmende.

Pandekager og popcorn og børn der forstod at hygge sig på trods af krængning. Uglet hår og saltvandshud og en virkelig god nattesøvn, når først det var ens tur til at sove. Og stille morgener i cockpittet med morgenkaffe, ro og udhvilet bådbaby. Nedtælling til afslutning på turen, men også et ønske om bare at kunne blive i det.

Og så ufatteligt mange andre helt igennem skønne situationer og oplevelser. Oplevelser, som når man sidder lige der midt på Atlanterhavet, skaber ro og minder for livet.

Ikke Atlanterhavstypen

Det lå ikke i kortene at jeg skulle krydse Atlanterhavet. Som i aldrig nogensinde. Jeg bildte mig selv ind, at det ikke var noget for mig. At jeg ikke var 'typen', der kunne sidde på et lille bitte skib på et meget stort hav i op mod tre uger.

Men jeg voksede med det. Heldigvis blev jeg modig. Og jeg fandt ud at, at det slet ikke handlede om at være typen eller ej, men jeg var bange.

At der så kom en bådbaby til, som pludselig skulle være en del af planerne, det skulle også medtænkes i Atlanterhavsplanerne.

Heldigvis har jeg en skipper, som langsomt men sikkert, fik hele familien vænnet til havet, båden og vinden. Vi blev alle trygge. Og nu har vi krydset Atlanten sammen.

Bare kom afsted

Jeg har egentlig mest lyst til bare at sige 'kom afsted'. Tag din familie med ud på det der Atlanterhav. Luk ned for det ligegyldige og luk op for det vigtige. Og så vær i det. For når først man er derude på havet med de vigtigste mennesker i sit liv, så er det helt tydeligt hvad der er vigtigt. Stress, skænderier, deadlines og surhed er ikke eksisterende.

Det bliver et spørgsmål om at få mest muligt ud af de lyse timer, og mest muligt i den her forbindelse kan sagtens være en lur i cockpittet, mange timers læsning, backgammonspil efter backgammonspil eller mundprutter på bådbabyens mave.

Og hvornår i livet er der uanede mængder af tid til lige netop det, der giver aller mest mening? Det er der jo kun hvis man tager sig tid...

Hvem, hvad og hvor om familien Rosentoft fra København

Christian Rosentoft 39 år, Cille Rosentoft 39 år og børnene Gustav på 15, Bertram på 11, Liva på 8 og lillebror Sylvester på få måneder. Sylvester blev født på St. Martin og er en vaskeægte bådbaby.

Vi sejlede fra Svanemøllen i Danmark i august 2016 med planer om en tur jorden rundt. Planerne blev dog ændret og vi har i stedet brugt de sidste 20 måneder på at opleve dele af den store verden og have tid til at møde mennesker og kulturer.

Familien har været i Portugal og Spanien blandt andet. Siden krydsede vi Atlanten og sejlede til Caribien. Vi har været på Barbados, St. Vincent og Grenadinerne, Grenada, Martinique, Dominica, Guadeloupe, Montserrat, Saba, St. Martin, St.Barth, Tobago & Trinidad, Bonaire, Curacao, Aruba, Colombia, San Blas, San Andrés, Jamaica, Cuba, Turks & Caicos og nu St. Martin igen.