20-årige Anders Yde tæt på at ryge i vandet i Nord Stream Race
Det kunne være gået helt galt, da det unge talent på etapen mod Helsinki fik sin skulder revet af led. Ved ankomst til den finske hovedstad ventede ambulance på sejleren, der nu har sat kurs mod et genoptræningsforløb.
26 knobs vind og en fart på over 20 knob. Det var status på Nord Stream Races sidste etape, der gik fra Helsinki til russiske Skt. Petersborg.
Ikke kun det sidste ben, som danskerne vandt, men også det foregående, trak om noget tænder ud på det unge danskerhold fra KDY.
Yde letter fra dækket
Det mærkede yngste mand, 20-årige Anders Yde, i den grad. Faktisk fik han revet skulderen af led halvejs på etapen mod Helsinki og måtte gennemføre i tårer.
- Det var i en bomning – sejlet skulle fra den ene side til den anden. Jeg står lige ved skødet, der holder fast i sejlet, og skal hive det over. Da jeg får hevet det over, fyldes sejlet med luft, fortæller han og uddyber:
- Siden rebet bag ved mig ikke var stramt, som det skal være, røg skulderen hårdt op, og så ryger min hånd jo fremad. Jeg letter og er faktisk ved at ryge i vandet, mens jeg kan mærke, det gør ondt ad helvedes til. Efterfølgende er den helt gal.
Skulder rykker selv på plads
Anders Yde nægter imidlertid at give op, og han hjælper så godt, han kan på vej mod Helsinki, mens de andre tager hensyn til ham.
Da han på et tidspunkt hjælper med at få et sejl ned, bliver han hevet frem – og skulderen ryger på plads igen. I Helsinki bliver han imidlertid hentet i ambulance og taget ud af racet, så han må nu igennem en genoptræning.
Anders Yde tog siden toget til St. Petersborg for at fejre etapesejren og den samlede
andenplads med de andre talenter.
Et 'outstanding' race
Nord Stream Race har været afholdt siden 2012 og er arrangeret af St. Petersborg Yacht Club i samarbejde med tyske Konzeptwerft, der også arrangerer Champions League-sejladserne.
Oliver Schwall ejer Konzeptwerft og er manden bag begge konkurrencer. Han siger om årets Nord Stream Race:
- Det var et ’outstanding’ race. Spændende konkurrencer, gode events i hver by og fortjente vindere. Sammen med vores partnere - Gazprom, Nord Stram AG og de arrangerende klubber - har vi ført vores motto ’forbind Østersøen via sport’ ud i livet.