Chartersejlads: Når mørket sænker sig, og ankrene slipper grebet

Fest og idyl blev i sommer afløst af gyngende kaos på en græsk ankerplads for Per Ølholm og familien. Læs sejlerens første blog om chartersejlads i 43 fods sejlbåd.

Af Per Ølholm, journalist | 14-01-2019 11:04

"Du må ikke nøjes med den billige forsikring, hvis du sejler hernede."

Citatet kommer fra Bernardo, en professionel charterkaptajn vi møder på øen Spetses, efter han har guidet os til at fortøje sikkert med to gange 100 meter line i land, bundet fast til rækværket på en strandrestaurant.

En forudsigelse, vi ender med at give ham ret i.

Vil teste reklamerne

Vi er i det græske øhav ud for Athen, Den Saroniske Golf, hvor vi skal teste, om charterreklamernes hvide smil, t-shirt-sejlads og turkisblå vand står mål med virkeligheden.

Det er slut-juli og absolut højsæson for chartersejlads. Besætningen består af to voksne og tre børn på henholdsvis 11, 13 og 13 år. Til daglig sejler vi 29 fods sejlbåd i danske og svenske farvande.

Regntøj, huer, handsker og hærdet psyke i forhold til dårligt vejr, stor krængning og vand ind over dækket.

Vi overtager den 4,2 meter brede og 43 fod lange charterbåd i Athens havneby Piræus. "Beskyttet og tilgængeligt" er de ord som bruges om sejlerområdet ud for Athen - Den Saroniske Golf.

Kapslet ind mellem halvøerne Attika og Peloponnes er du ikke udsat for det åbne Middelhav og har kort vej til læ bag øer, når vinden tager til. Og det er næste lærdom - vinden vender og tager til.

Natsejlads er ikke forbudt

Overtagelsen af en charterbåd kræver lidt tålmodighed. Du betaler for en uge, men den første halve dag går hurtigt med transport, papirarbejde, briefinger og indkøb af mad og vand. Så da klokken slår 18.00, er tålmodigheden slut, og vi smider fortøjningerne.

Første stop øen er Ægina, som vi forudser at anløbe i mørke. Sunsail forbyder ikke natsejlads, men henstiller venligt til, at det er på eget ansvar, og du skal lære båden at kende. Det skal vi nok klare i de lette vinde, som vejr-appen forudser.

Da vi runder nordspidsen af Ægina, falder solen i havet, og det store mørklægningsgardin ruller ned. Det er sort i sort. Nu lærer vi, at blinkende orange lanter tilhører hydrofoilfærger, som kommer flyvende med +30 knob.

Med kortplotter og lys fra land finder vi ankerpladsen syd for byen og ankrer i udkanten af en gruppe på godt 20 store charterbåde, de største over 50 fod.

Diskotekerne dunker, og vi kan høre grin og klir fra cockpitterne omkring os. Vi smider tøjet og hopper i det klare sorte vand. Alt er godt - for nu.

Totalt kaos

Efter midnat vender vinden og tager til. Bølgerne ruller ind fra vest og forvandler den herlige flade ankerplads til en oprørt vaskebalje med for mange plastikkrus på for lidt plads.

"Det er ikke ualmindeligt. Mange tager ikke højde for, at vinden skifter flere gange i døgnet hernede," siger kaptajn Bernardo, da vi et par dage senere fortæller om episoden.

Vi sidder i cockpittet og ser pandelamper og kahytslys blive tændt på bådene. De inderste både skramler med ankerspil, og stemmerne spidser til.

Vi hænger fint i bunden, men gynger fælt i den stejle sø, som kommer ind. En mand i shorts og bar overkrop råber ordrer til hustruen, som står ved rattet. Ankret har filtret sig sammen med en tilsvarende charterbåd og vil ikke op.

Om det er vindens susen eller halvpaniske råb fra fordækket er svært at vurdere. Men båden går pludselig i fulde omdrejninger fremad - og trækker nabobåden med sig. Råb og skrig gjalder.

Drama fra cockpittet

Diskotekernes rytmer er upåvirkede, men stemningen er slået om. Gummibådene hugger hårdt i fortøjningerne, og flere både forsøger at få nyt bid i bunden for at undgå at drive ind på klipperne.

Vi følger dramaet i cockpittet. Nøglen sidder i motorpanelet, og alt er stuvet og klar til afgang. Men der skal alligevel lidt mod til at sejle ud i det begsorte mørke - på ren gps uden landkending

I lyset fra land ser vi to 50+ fods sejlbåde støde sammen med et grimt brag og derefter gå på grund. Masterne hælder først lidt, og en halv time senere hælder de endnu mere til læ. I vores mere sikre ende af ankerpladsen udspiller flere kaptajn-strategier sig.

Nogle prøver igen og igen at lægge anker ud. To har tilsyneladende valgt at sejle i zigzag mellem bådene til daggryet kommer.

Vi pifter og råber, da en båd sejler lige mod os. Et stresset ansigt dukker op over sprayhooden, og båden undviger.

Redningsbåd til undsætning

"Jeg oplever tit, at folk går i panik i stedet for at gøre det, som vil løse problemet for alle. Sejl ud på åbent vand og rid den af til tingene falder til ro," fortæller den hærdede charterkaptajn.

Vi har allerede de overvejelser, men føler os sikre, hvor vi er. Og nu kommer hjælpen fra havnen.

En kraftig redningsbåd trækker de grundstødte yachter fri - én efter én. Selv på afstand kan vi høre kølen skrabe og hoppe, når redningsbåden giver gas. De er superprofessionelle og kender retningerne. Det er ikke første gang.

Solen er lige under horisonten, og vi letter anker. 30 minutter senere ligger vi i læ bag en lille ø og kan sove. Hvorfor gjorde vi ikke det fra starten, spørger vi hinanden. Trætte men lette om hjertet.

Det gik jo godt trods alt.

Læs med om få dage, når Per Ølholm atter skriver fra sommerens chartertur.